Fodbold

FIFA opretholder Chelseas transferkarantæne

Maurizio Sarri må ikke købe spillere i næste sæson i Chelsea. Ben Stansall / Ritzau Scanpix

Chelsea må ikke købe nye spillere til næste sæson, medmindre spillerne er under 16 år.

Premier League-klubben Chelsea må formentlig kigge langt efter forstærkninger til næste sæson.

Onsdag har det internationale fodboldforbunds (FIFA) disciplinærkomité opretholdt den dom, der forbyder Chelsea at registrere nye spillere til næste sæson. Det skriver FIFA på sin hjemmeside.

Der er dog en enkelt undtagelse i forhold til den tidligere afgørelse. Chelsea må gerne registrere nye spillere, hvis de er under 16 år. Det hjælper dog næppe klubbens førstehold.

Chelsea straffes for, at klubben i 29 tilfælde har forbrudt sig mod reglerne om kontrakter med udenlandske spillere under 18 år. Ifølge FIFA har klubben også begået andre fejl. De er sket i forbindelse med registrering af mindreårige spillere.

Chelsea havde håbet, at man kunne sætte transferkarantænen i bero, mens ankesagen blev behandlet, men det afviste FIFA tilbage i marts.

Chelsea appellerer til CAS

Klubben har dog fortsat en sidste mulighed for at kunne købe og registrere nye spillere til sommer, og onsdag blev det bekræftet, at klubben vil jagte den.

Chelsea skriver på sin hjemmeside, at klubben vil appellere afgørelsen til den internationale sportsdomstol (CAS). CAS kan beslutte at sætte karantænen i bero, mens sagsbehandlingen pågår.

Det vil i så fald give Chelsea mulighed for at hente nye spillere, når sommerens transfervindue åbner 11. juni i England, inden en eventuel stadfæstelse af karantænedommen igen vil træde i kraft.

De spillere, som Chelsea i denne sæson har lejet ud til andre klubber, må gerne komme tilbage og spille for Chelsea i næste sæson. Det gælder for eksempel Christian Pulisic, som Chelsea i januar købte i Dortmund, men straks lejede ud til Dortmund resten af sæsonen.

Selv om Chelsea ikke kan hente nye seniorspillere, kan klubben godt sælge spillere fra klubbens førstehold.

Tilbage i marts sagde klubbens danske landsholdsspiller, Andreas Christensen, til Ritzau, at han ikke regnede med, at transferkarantænen ville få betydning for, om han skifter klub til sommer efter en reservepræget sæson.

- Det er klart, at klubben gerne vil beholde sine spillere. Jeg har ikke tænkt så meget over, hvad det betyder for mig, men jeg tror ikke, at karantænen er afgørende for, om jeg kommer til at skifte eller ej, sagde han.