Fodbold

Grådkvalt Tottenham-manager takker alle efter triumfen

Tottenham-manager Mauricio Pochettino jubler efter sejren i Amsterdam.

Mauricio Pochettino havde tårer i øjnene og grådknækket stemme i interviewet efter 3-2-sejren over Ajax.

Tottenham-manager Mauricio Pochettino gav den på hele følelsesregistret efter sit holds dramatiske 3-2-triumf i Amsterdam, som i de døende sekunder gav London-mandskabet adgang til Champions League-finalen på bekostning af Ajax.

- Det er svært at tale, siger Pochettino i et interview efter kampen, da stemmen knækkede.

- Tak, fodbold. Tak til mine spillere. De er helte. Anden halvleg var fantastisk. Når man konkurrerer på dette niveau, i denne magiske turnering, kan sådanne ting ske.

- Jeg er så taknemmelig over at være træner, være i fodbold og gennemleve et øjeblik som dette. Dette er også til min familie, til de folk som støtter os. Det er fantastisk at kunne belønne dem, siger manageren ifølge uefa.com.

Han vendte kampen ved at smide den store angriber Fernando Llorente i spil fra anden halvlegs start og samtidig beordre storoffensiv.

Hattrick-helt i højt humør

Det gav Ajax voldsomme problemer, og i tillægstiden scorede Lucas Moura sit og Tottenhams afgørende tredje mål.

Hattrick-helten var som sin manager i et helt særligt humør bagefter.

- Det er umuligt at forklare, hvad jeg føler. Jeg er meget, meget glad og stolt af mine holdkammerater. Vi havde hele tiden troen på det. Vi gav alt og fortjener det. Vi er en familie. Det er umuligt at forklare, umuligt, siger Moura ifølge uefa.com.

- Fodbold giver os øjeblikke, vi ikke kan forestille os på forhånd. Vi skal nyde det. Se på mig, det er det bedste øjeblik i mit liv, i min karriere.

I finalen får Tottenham engelsk modstand i form af Liverpool, der sendte Barcelona ud tirsdag aften.