Eriksen bliver 14. dansker i CL-finale - se hele listen her

16x9
Christian Eriksen jubler efter sejren over Ajax. Han skal som den første dansker siden 2007 spille Champions League-finale. Foto: Dylan Martinez / Ritzau Scanpix

13 danskere har fået spilletid i en Champions League-finale. Christian Eriksen kan blive den næste, hvis han som ventet kommer på banen.

Christian Eriksen og Tottenham skabte et mirakel, da de spillede sig i Champions League-finalen onsdag aften.

Selvom de var bagud 0-2 i Amsterdam og 0-3 samlet, kæmpede de sig alligevel tilbage, kom foran 3-2 sent i kampens tillægstid og gik videre på reglen om flest scorede mål på udebane.

Det betyder, at Christian Eriksen som den eneste dansker er klar til finalen og kan blive den 14. dansker, der får spilletid.

Og det ser han frem til.

- Vi har alle set en Champions League-finale, og nu er det anderledes, når det ligesom er os, som skal stå i den. Hele opbygningen op til det bliver os og Liverpool - det plejer altid at være andre hold, man læser om, siger Christian Eriksen til TV 2 SPORT.

- Nu er fokus heldigvis på os, og det er jo en fornøjelse. Det er en drøm som fodboldspiller at skulle spille en Champions League-finale.

13 danskere har spillet en finale i Champions League, der tidligere var kendt som mesterholdenes turnering.

To gange i historien har der været flere end én dansker i finalen. Det var i 1978, da Birger Jensen og Jan Sørensen begge var med for Club Brugge. Derudover skete det ti år senere, hvor Jan Heintze, Søren Lerby og Ivan Nielsen alle fik spilletid for PSV Eindhoven. Det er derfor, at listen kun er på ti punkter, selvom 13 spillere har stået i finalen.

Danskere, der har siddet på bænken, været skadede eller er valgt fra til finalen, er ikke med. Det gælder for eksempel finalen i 1994, hvor ingen af Laudrup-brødrene fik spilletid, da AC Milan slog Barcelona.

Her er oversigten over de danskere, der har opnået spilletid i finalen i den mest prestigefyldte europæiske klubturnering.

13 danskere i CL-finalen

Johnny Hansen i 1974 og 1976 for Bayern München

Johnny Hansen (th) for Bayern München i Europa Cup-finalen i 1973. Foto: Nf / Scanpix Danmark
I 1974 blev der spillet to finaler mod Atlético Madrid, da den første endte 1-1. To dage senere vandt Hansen og Bayern med 4-0. To år efter fik den danske højre back igen fuld spilletid, da St. Etienne blev slået 1-0.

Allan Simonsen i 1977 for Borussia Mönchengladbach

Allan Simonsen for Borussia Mönchengladbach i 1977. Foto: Erik Jepsen / Scanpix Danmark
Vejlenseren udlignede til 1-1 i finalen mod Liverpool, men englænderne vandt trofæet med en 3-1-sejr.

Birger Jensen og Jan Sørensen i 1978 for Club Brugge

Birger Jensen i målet for Brügge. Foto: Bent K Rasmussen / Scanpix Danmark
I målet blev Birger Jensen overlistet af Liverpools Kenny Dalglish, der scorede finalens eneste mål. Jan Sørensen fik fuld spilletid i Club Brugges angreb.

Lars Bastrup i 1983 for Hamburger SV

Her scorer Lars Bastrup Danmarks første mål mod Sverige i 1981. Foto: Bent K Rasmussen / Scanpix Danmark
Danskeren blev udskiftet i løbet af anden halvleg. På det tidspunkt havde han været med til at fejre holdkammeraten Felix Magaths 1-0-scoring mod Juventus. Det blev kampens eneste mål.

Lars Lunde i 1987 for Bayern München

Lars Lunde (th) i aktion med bolden. Foto: Morten Juhl / Scanpix Denmark
I et forsøg på at vende FC Portos 2-1-føring blev Lars Lunde sendt på banen med otte minutter tilbage af finalen. Danskeren kunne dog ikke redde Bayern München fra et nederlag.

Jan Heintze, Søren Lerby og Ivan Nielsen i 1988 for PSV Eindhoven

Søren Lerby jagter bolden i en landskamp mod Spanien i 1988. Foto: Morten Juhl / Scanpix Danmark
Danskertrioen var med i 120 målløse minutter i finalen mod Benfica. I straffesparkskonkurrencen scorede både Ivan Nielsen og Søren Lerby, og PSV vandt den dramatiske dyst med 6-5.

Michael Laudrup i 1992 for Barcelona

Michael Laudrup i aktion mod Real Madrid på Nou Camp i Barcelona, september 1992. Foto: Palle Hedemann / Scanpix Danmark
Den danske stjerne spillede alle 120 minutter for Barcelona, der endte med at vinde finalen over Sampdoria med 1-0 på et mål af Ronald Koeman i den forlængede spilletid.

Peter Schmeichel i 1999 for Manchester United

Peter Schmeichel i trøjen for Manchester United, 1999. Foto: LARS MØLLER / Scanpix Danmark
I tillægstiden gik den store danske målmand med frem på det hjørnespark, hvor Teddy Sheringham udlignede til 1-1 mod Bayern München. To minutter senere scorede Ole Gunnar Solskjær sejrsmålet i Schmeichels sidste kamp for United.

Jon Dahl Tomasson i 2005 for AC Milan

Jon Dahl Tomasson i aktion for AC Milan. Foto: Daniele La Monaca / Scanpix Danmark
Den danske angriber blev skiftet ind i det 85. minut i finalen mod Liverpool. Opgøret endte 3-3, og da der ikke blev scoret i den forlængede spilletid, skulle kampen afgøres i straffesparkskonkurrence. Tomasson scorede på sit forsøg fra de 11 meter, men Milan brændte tre forsøg og tabte.

Daniel Agger i 2007 for Liverpool

Kaka løber fra Daniel Agger i finalen. Foto: Franck Fife / Scanpix Denmark
Den dengang 22-årige forsvarsspiller spillede hele finalen mod AC Milan, som vandt 2-1. Agger lagde op til Liverpools reducering i næstsidste minut af den ordinære spilletid.