FC Roskilde undersøger sig selv for matchfixing
Ejeren af FC Roskilde siger til BT, at klubben undersøger sig selv i forbindelse med mulig matchfixing.
1. divisionsklubben FC Roskilde er i gang med at undersøge sig selv i sag om mulig matchfixing.
Det bekræfter klubbens ejer, Carsten Salomonsson, over for B.T. TV 2 SPORT har efterfølgende også fået det bekræftet.
- Vi er i gang med Danske Spil og DBU (Dansk Boldspil-Union, red.) lige nu, og det ser ud til, at der intet er i det, siger ejeren til TV 2 SPORT:
Ifølge avisen anklagede cheftræner Christian Lønstrup på et møde mandag flere af sine spillere for at stå bag matchfixing i søndagens kamp mod Lyngby, som FC Roskilde tabte 1-2 efter to Lyngby-mål til sidst i opgøret.
Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger så har mødet fundet sted. Derudover er det samtidig kendt af flere i truppen, at der er en gruppe af spillere, der spiller på egne kampe. TV 2 SPORTs kilder fortæller samtidig, at de har indtryk af, at ingen spillere i truppen går på banen for at tabe. Spil på egne kampe fungerer udelukkende som en 'bonus' - forstået på den måde, at hvis man ikke vinder sine egne kamp, så er der 'i det mindste' en økonomisk gevinst.
Christian Lønstrup skriver i en sms til TV 2 SPORT, at han ikke ønsker at referere eller kommentere på, hvad indholdet af de interne møder er i Roskilde.
- Hvad jeg dog gerne vil sige er, at jeg som træner og menneske tager dyb afstand fra matchfixing. Det er uforeneligt med mine værdier. Jeg har fuld tillid til de kompetencer, der gør en stor indsats for at forhindre matchfixing, skriver han i en sms.
FC Roskilde var foran 1-0, til der var ni minutter tilbage af opgøret. Frederik Gytkjær udlignede til 1-1, inden Danni König scorede til 2-1 efter 90 minutter. Nederlaget betyder, at Roskilde er to point over nedrykningsstregen inden de sidste to kampe.
Lyngby ligger nummer seks. Klubben har en teoretisk mulighed for at spille sig videre til playoff-kampene for at komme i Superligaen.
Lønstrup fortalte ifølge B.T. sit hold, at han havde beviser for det, men de blev ifølge avisen ikke fremlagt.
Spillerforeningen er også blevet inddraget i sagen og er ligeledes i gang med at undersøge, hvad der er sket, oplyser fagforeningens direktør, Mads Øland, til B.T.
FC Roskilde ligger på tiendepladsen i landets næstbedste fodboldrække med to point ned til det første hold under nedrykningsstregen, FC Helsingør.
Der resterer to spillerunder.