Foldgast overtager for suspenderet Roskilde-træner
Den tidligere Brøndby-spiller Peter Foldgast bliver cheftræner i FC Roskilde resten af sæson, efter klubben tirsdag suspenderede Christian Lønstrup.
Tirsdag suspenderede FC Roskilde cheftræner Christian Lønstrup, efter han anklagede sine spillere for at stå bag matchfixing i søndagens nederlag til Lyngby.
Ejeren af FC Roskilde, Carsten Salomonsson, fortæller onsdag, at det bliver klubbens angrebstræner Peter Foldgast, der overtager trænergerningen i de sidste kampe i sæsonen.
- Jeg har fået en masse henvendelser fra en masse mennesker, som gerne vil hjælpe os i denne situation. Men vi har besluttet, at vores angrebstræner Peter Foldgast står i spidsen for klubben i de næste to kampe, siger Carsten Salomonsson til TV 2 SPORT.
Carsten Salomonsson oplyser videre, at Peter Foldgast vil få John Bredal som assistenttræner i klubben.
Klubejeren har ikke yderligere kommentarer til suspenderingen af cheftræner Christian Lønstrup, men ærgrer sig over den situation, som klubben nu er havnet i.
- Det er bestemt ikke sjovt at stå her og have nogle rygter om matchfixing i klubben. Jeg fuld tillid til mine spillere, siger Roskilde-ejeren, men slår samtidig fast:
- Det er klart, hvis der er folk, der har gjort noget ulovligt, så er de ikke i FC Roskilde mere.
Peter Foldgast skal i første omgang kun stå i spidsen for FC Roskilde i de to sidste kampe i 1. division, hvor klubben møder FC Fredericia og HB Køge
FC Roskilde kæmper for overlevelse i 1. division, hvor de blot ligger to point over nedrykningsstregen.