Fodbold

- Jeg vil ikke kalde mig en rollemodel, siger Sterling

Sterling, der har spillet for England 49 gange, har flere gange ytret sig kritisk om de racistiske episoder. Oli Scarff / Ritzau Scanpix

Hos både Manchester City og Watford er der spillere, som forsøger at bekæmpe racisme i moderne fodbold.

Manchester Citys angriber Raheem Sterling ser ikke sig selv som en rollemodel i fodboldens verden.

Det fortæller han forud for lørdagens FA Cup-finale mod Watford, som kan sikre City The Treble. City har i forvejen vundet det engelske mesterskab samt Liga Cuppen.

- Folk bliver ved med at sige det. Men jeg vil ikke kalde mig en rollemodel, for jeg ser ikke mig selv som en, siger Sterling til den engelske avis Daily Mirror.

Senest har Sterlings mor rost sin søn for at forsøge at tackle racisme i fodbold.

Og i næste uge skal 24-årige Sterling holde en tale i New York om emnet racisme.

Sterling har i denne sæson været udsat for racistiske tilråb fra tilskuere i en City-kamp mod Chelsea samt i en engelsk landskamp mod Montenegro, hvor flere andre mørke spillere også blev udsat for racisme.

Han har nu sat standarden for, hvad der skal gøres

Watford-angriber Andre Gray om Sterling

Sterling, der har spillet for England 49 gange, har flere gange ytret sig kritisk om de racistiske episoder.

- Min mor er stolt af mig. Det vil jeg sige. Jeg tror ikke, at jeg har ændret noget. Men jeg har åbnet en dør for det arbejde, der skal gøres.

- Jeg elsker dette land, fordi folk her er så kærlige og villige til at lytte og forsøge at forbedre tingene, siger Sterling.

- Vi er mere magtfulde end medierne

På banen har Sterling haft sin bedste sæson med 23 mål set over alle turneringer. Han har været brugt i næsten alle kampe.

Watford-angriberen Andre Gray roser Sterling for at sætte standarden. Forud for FA Cup-finalen fortæller Gray, at det er op til spillerne at bekæmpe racisme i de kommende år.

- Jeg føler, at vi er i en moderne tid, hvor vi er mere magtfulde end medierne, og det viser Raheem Sterling med den opbakning, han har fået.

- Han har nu sat standarden for, hvad der skal gøres, og han har givet det den eksponering, som der er behov for, siger Gray til BBC.

Gray henviser til, at Sterling har mere end fem millioner følgere på Instagram.

Watford har aldrig vundet et stort trofæ. Klubben blev nummer to i den bedste række i 1983 og tabte FA Cup-finalen i 1984.

FA Cup-finalen spilles på Wembley i London lørdag klokken 18.