Fodbold

- Stor interesse for bænket Bendtner, siger Rosenborgs sportslige leder

Nicklas Bendtner kan være på vej væk fra Rosenborg. Terje Pedersen / Ritzau Scanpix

Der er mange klubber, der har spurgt interesseret ind til Bendtners situation, fortæller Rosenborgs sportslige leder.

Nicklas Bendtner er lagt på is i norske Rosenborg af træner Eirik Horneland, der har set bort fra den danske angriber og udeladt ham fra truppen til holdets seneste to kampe.

Det har fået flere til at spekulere i et snarligt Bendtner-exit, og ifølge Rosenborgs sportslige leder, Stig Inge Bjørnebye, er der da også flere klubber, der gerne vil have fingrene i den 31-årige dansker.

- Lige siden Bendtner kom til Rosenborg, har der været stor interesse for ham i transfervinduerne. Sådan er det også nu, fortæller Stig Inge Bjørnebye til norske VG.

- Det vrimler med opringninger og henvendelser. Der er mange, der er nysgerrige på situationen. Og situationen er lidt speciel. Han er en stor profil, og vi skal håndtere det bedst muligt.

Hvem, der skulle vise interesse i den tidligere danske landsholdsspiller, vil Bjørnebye ikke fortælle noget om. Sportschefen fortæller dog gerne, at Bendtner på trods af en situation som reserve stadig arbejder hårdt.

- Det er vanskeligt for ham. Men han håndterer det fint, og jeg oplever, at han knokler på og håndterer det her professionelt. Nicklas står bag holdet.

Træner vil ikke kommentere på Bendtner-comeback

Rosenborg har da også brug for alt den opbakning, de overhovedet kan få.

For selvom Nicklas Bendtner er blevet vraget af træner Eirik Horneland, har danskerens afløsere ikke kunne bidrage med de mål, der forventes af en angriber.

Og det har kostet dyrt for Rosenborg, der er placeret som næstsidst med seks point i otte kampe.

Senest blev det til et nederlag på 0-2 til Haugesund, men selvom der mangler mål i støvlerne på Rosenborg-holdet, vil Eirik Horneland ikke svare på, hvorvidt han vil genoverveje Bendtners plads i truppen.

- Det kommer jeg ikke til at kommentere på lige nu, så det spørgsmål behøver du ikke gå videre med, fortalte Horneland efter torsdagens nederlag til norske VG.

Næste kamp venter i weekenden for de norske mestre, der søndag møder Mjondalen.