Fodbold

Ibrahimovic får karantæne for nakkegreb på målmand

Svenskeren har fået to kampe i skammekrogen for voldelig opførsel i den amerikanske liga MLS.

LA Galaxy må undvære sin svenske stjerneangriber Zlatan Ibrahimovic i kampene mod Colorado Rapids og Orlando City SC.

Los Angeles-holdets topscorer er blevet idømt to kampes karantæne og en bøde af ukendt størrelse for voldelig opførsel i LA Galaxys kamp 11. maj, hvor man hjemme tabte 0-2 til New York City FC i Major League Soccer (MLS).

Det skriver LA Galaxy på sin hjemmeside.

Episoden, som nu har udløst karantæne, udspillede sig i det 86. minut, hvor Zlatan Ibrahimovic var tæt på en reducering, da han vippede bolden på overliggeren.

Da chancen var overstået, kom New York-keeper Sean Johnson, tilsyneladende uforsætligt, til at bumpe ind i ryggen på svenskeren tæt under mål.

Ibrahimovic følte dog ikke, at det var tilfældigt, og han greb fat i nakken på målmanden, inden de begge faldt til jorden.

Hvor hårdt svenskeren tog fat, kan kun de to implicerede spillere vide, men Johnson så ret chokeret ud i situationen.

37-årige Zlatan Ibrahimovic har ellers haft en god sæson hidtil, hvor det er blevet til ni mål og to assister i ti ligakampe.