Misset oprykning koster fem stjerner jobbet i Swansea

16x9
Swanseas anfører Leroy Fer og fire andre spillere skal til sommer finde ny klub. Foto: Andrew Yates / Scanpix Denmark

Fem spillere er fortid i Swansea, som ikke lykkedes med øjeblikkelig tilbagevenden til Premier League.

Michael Laudrups tidligere klub Swansea formåede ikke at rykke direkte tilbage i Premier League, efter at holdet for et år siden måtte forlade Englands bedste fodboldrække.

Og det får nu konsekvenser for fem af de største navne i Swansea-truppen.

Anfører Leroy Fer, Wilfried Bony, Wayne Routledge, Luciano Narsingh og svenske Martin Olsson skal kigge sig om efter en anden arbejdsgiver.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Alle fem har kontraktudløb denne sommer, og ingen af dem får tilbudt en ny, meddeler Swansea.

Wilfried Bony blev faktisk rekordhandel i den walisiske klub, da Michael Laudrup i 2013 hentede den ivorianske angriber for mere end 100 millioner kroner i hollandske Vitesse.

Wayne Routledge var også en af stjernerne under Laudrup i sin tid, mens Leroy Fer var holdets nuværende anfører.

Swansea sluttede på en skuffende tiendeplads i The Championship og var dermed et pænt stykke fra oprykning.