Fodbold

United-konflikt løst af Manchester Citys FA Cup-triumf

Pep Guardiola og Manchester City vandt FA Cuppen, og dermed ryger Ole Gunnar Solskjær og Manchester United direkte i Europa Leagues gruppespil.

I stedet for at skulle spille kvalifikation til Europa League er Manchester United nu direkte kvalificeret til gruppespillet.

Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær må have jublet en lille smule, da lørdagens FA Cup-finale mellem Manchester City og Watford blev fløjtet af.

For takket være Citys sejr undgår nordmanden og United-spillerne, der sluttede på sjettepladsen i Premier League, en konflikt med deres planer for optakten til den kommende sæson.

Manchester United skal møde Tottenham i Shanghai 25. juli, samme dag som anden kvalifikationsrunde til Europa League begynder, men City-triumfen sender United direkte i gruppespillet.

Uniteds planlagte træningskampe:

  • Perth Glory - Man. United i Perth, 13. juli
  • Leeds - Man. United i Perth, 17. juli
  • Inter - Man. United i Singapore, 20. juli
  • Tottenham - Man. United i Shanghai, 25. juli
  • AC Milan - Man. United i Cardiff, 3. august

Wolves i Europa

Manchester City havde allerede inden FA Cup-sejren kvalificeret sig til Champions League i næste sæson, hvilket åbnede op for et syvende engelsk hold i Europa.

Watford formåede dog ikke at udnytte den mulighed, og i stedet kunne de juble i Wolverhampton, fordi Europa League-pladsen så tilfaldt Wolves, der blev nummer syv i Premier League.

Det er første gang siden 1980, Wolves skal spille europæisk fodbold, og det bliver klubbens bare syvende europæiske kampagne. I 1971-72 tabte de engelske ulve UEFA Cup-finalen.

Wolves lægger ud i anden kvalifikationsrunde.

Manchester City og Liverpool, der blev nummer to i Premier League, mødes i Community Shield i august.