Fodbold

Brøndby-træner raser over valg af dommer til pokalfinalen

Kamilla Karlsen fik rødt kort i kvindernes pokalfinale.

Per Nielsen kalder det en katastrofe, at kvindernes pokalfinale ikke blev dømt af dommer med mere erfaring end 2. division.

Brøndbys cheftræner, Per Nielsen, var yderst utilfreds efter nederlaget i pokalfinalen til Fortuna Hjørring.

Ikke over sine spillere. I stedet var det over valget af dommer. Det blev nemlig afgørende, mener han.

- Vi ville gerne have vundet, og jeg synes også, vi var det bedste hold, når vi havde bolden, men der er nogle ting i fodboldens verden, man ikke rigtig kan forberede dig på.

Hvad tænker du på?

- Det ved du jo godt. Du så også hende, der løb rundt derinde i blåt. Det er jo lidt svært at tage det her nye kvindeligaprojekt seriøst, hvis ikke vi får de bedste dommere, siger Brøndby-træneren til TV 2 SPORT.

'Katastrofe'

Kampens dommer, Frida Mia Nielsen, har siden 2010 dømt kampe i Danmarks bedste kvindeliga, hvor det i alt er det blevet til 69 kampe. I 2016 blev hun desuden den første kvinde til at dømme en divisionskamp for herrerne. Noget hun er fortsat med lige siden ved siden af også kvindelandskampe.

Det var virkelig en katastrofe

Per Nielsen

Alligevel var Per Nielsen ikke begejstret over den 29-årige dommer, som viste Brøndbys Kamilla Karlsen ud i opgøret efter to advarsler.

- Det var virkelig en katastrofe. Vi spiller den største kamp på dansk grund. Så må de også diske op med de bedste af de bedste og ikke sekunda. Det er jo klart, at det spiller en kæmpe rolle, siger Per Nielsen, som ønsker dommere med minimum 1. divisionserfaring til at dømme en pokalfinale.

- DBU vil gerne en hel masse med den her kvindeliga. Så kan de i hvert fald starte der (med dommerne, red.).

DBU afviser kritik

Kritikken fra Brøndby-træneren preller dog af på DBU. Den tidligere topdommer Claus Bo Larsen er coach for de 13 Superliga-dommere og de to bedste kvindedommere i Danmark.

Han så pokalfinalen og mener ikke, der er noget at sætte på Frida Mia Nielsens præstation.

- Jeg synes, hun dømmer en fin kamp. Frida gør det, hun skal. De to gule kort kan man ikke klandre hende for, siger han til TV 2 SPORT.

Brøndby måtte nøjes med sølvmedaljerne i pokalfinalen.

Claus Bo Larsen mener derfor, at irritationen fra Brøndby-lejren bunder i resultatet i finalen.

- Vi er nødt til at have de bedste kvindelige dommere til at dømme de bedste kvindekampe. Frida er FIFA-dommer, dømmer suverænt godt i udlandet. Alle kan lave fejl, og når en spiller laver en fejl to gange, så skal spilleren ud. Så skal det ikke være fordi, en kvindelig dommer har dømt kampen, vi skal have alt det ballade. Det synes jeg ikke er fair play.

Fortuna Hjørring vandt pokalfinalen med 1-0.