Fodbold

Paris Saint-Germain afviser Mbappé-exit efter kryptisk udmelding

Paris Saint-Germain afviser i en pressemeddelelse, at Kylian Mbappé forlader klubben til sommer.

- Jeg har opdaget en masse ting her, og jeg føler, det er på tide at have mere ansvar. Jeg håber, det måske bliver i Paris Saint-Germain, det ville være en stor fornøjelse, men ellers et andet sted med et nyt projekt.

Sætningen, der nævnes indledningsvist, skabte chokerende tilstande, da Kylian Mbappé blev kåret til årets fodboldspiller af den franske spillerforening søndag aften. Den offensive spiller hentydede dermed til, at han måske søger et andet sted hen.

Udmeldingen er dog ikke faldet i god jord hos den franske storklub, der mandag er ude og afvise rygterne. Han skal ingen steder lige foreløbigt.

- Der har været et stærkt bånd i mellem Paris Saint-Germain og Kylian Mbappe i to år, og den fælles historie vil fortsætte i næste sæson, står der i pressemeddelelsen.

- Vi har en fælles ambition om at skabe historie i europæisk fodbold næste år, hvor PSG fylder 50 - et højt forventet øjeblik, hvor vi skriver historie i klubben. Hver spiller må yde sit bedste og altid arbejde for kollektivet.

Mbappé chokerer

Store franske medier som L'Equipe og Le Parisien var slet ikke forberedt på ordene, som kunne tyde på en afsked med hovedstadsklubben, hvor han har spillet i to sæsoner - i den første sæson udlejet fra AS Monaco.

- Mbappé chokerer med sætning ved prisuddeling, skriver L'Equipe på forsiden af mandagens avis.

Med én kamp tilbage af den franske liga i denne sæson, har den unge franskmand scoret 32 mål. Det gør ham til topscorer i Ligue 1 med 10 mål ned til nummer to.

Han har været fransk mester i de seneste tre år. Først med AS Monaco og i de seneste to sæsoner med Paris Saint-Germain. Den franske storklub måtte give i omegnen af 1,3 milliarder kroner for at tilknytte angriberen, som blev den dyreste teenager i historien.