Fodbold

Valencia i ekstase over første titel i 11 år

Daniel Wass var med til at sikre et længe ventet trofæ i sin debutsæson for Valencia. Pokaltitlen lokkede tusinder af fans på gaden.

Det har været en festlig oplevelse at holde med Valencia, siden klubben vandt pokalfinalen mod Barcelona lørdag aften.

Straks efter finalesejren på 2-1 blev gaderne i den spanske havneby indtaget af tusindvis af glade fans, skriver Marca.

- Det er den lykkeligste dag i min karriere. Det er SEJREN! Der vil altid være en første finale og en første sejr, og jeg vil gerne takke spillerne, trænerteamet, min familie… Alle, der har hjulpet mig med at blive den lykkeligste person i hele verden, sagde træner Marcelino Garcia Toral på et pressemøde, mens festen var i gang i hjembyen.

Finalen blev spillet i Sevilla, cirka 650 kilometer sydvest for Valencia. Sejren på 2-1 sikrede Valencia den første titel i 11 år.

Inden 2-1-sejren over Barcelona havde Valencia ikke vundet noget, siden klubben vandt Copa Del Rey i 2008.

- Så smuk er vores by lige nu, skriver klubben på Twitter, hvor fire billeder fra festen i Valencia bliver delt.

Fejres med bustur

Med finalesejren og den nylige kvalifikation til Champions League i næste sæson kunne Daniel Wass næsten ikke have drømt om mere i sin debutsæson i klubben. Danskeren skiftede til Valencia for et år siden, og lørdag aften spillede han hele finalen.

- Mit hold. Mestre, skriver Daniel Wass på Instagram og følger op med et hjerte.

Søndag får spillerne lov til at opleve ekstasen i Valencia. Klubben har allerede planlagt en bustur gennem byen, når spillerne kommer hjem til Valencia cirka klokken 17.20.

Turen går mod hjemmebanen Mestalla, hvor pokalen skal stå det næste år.

Det er ottende gang, Valencia vinder Copa Del Rey. Barcelona har vundet pokalen 30 gange, og det er flere end nogen anden klub i Spanien.