Fodbold

Aston Villa-spiller forklarer, hvorfor han havde slidte støvler på i finale

Jack Grealish var med til at sikre Aston Villa Premier League-oprykningen iført nogle godt brugte fodboldstøvler.

23-årige Jack Grealish er ikke som de fleste unge fodboldspillere.

Han bruger ikke penge på spritnye, farverige fodboldstøvler. Hvorfor skulle han gøre det, når de gamle støvler stadig fungerer, selvom en stor flage på venstre snudespids er faldet af?

Derfor var det også naturligt for Aston Villa-anføreren, at han skulle have de gode gamle støvler på, da han spillede playoff-finalen i Championship mod Derby.

I moderne fodbold er så slidte fodboldstøvler dog et sjældent syn på banen på så højt niveau. Så efter sejren blev han bedt af engelske Sky Sports om at forklare, hvorfor han stadig spiller i dem.

- Jeg kom tilbage fra en skade, og der så støvlerne sådan ud. Jeg lavede et par mål og nogle assists, så jeg tænkte, at det her var mine lykkestøvler. Jeg blev nødt til at beholde dem, sagde han.

Det var fra midten af december og to måneder frem, at Grealish sad ude med en skade i skinnebenet. Da han gjorde comeback, scorede han i sine første to kampe. Det blev også til yderligere to mål og to assists i resten af sæsonen.

Selvom det ikke blev til nogen mål eller assist i playoff-finalen, spillede han dog alle 90 minutter i sejren på 2-1. Det betyder, at han sammen med Aston Villa nu skal spille Premier League i næste sæson. Hvilket giver klubben minimum en omsætning på 1,437 milliarder kroner over de næste tre år.

Grealish gjorde sig også bemærket under fejringen af sejren. Da han skulle løfte playoff-trofæet foran de fremmødte 85.000 fans på Wembley, kom han til at ramme sit øje med kanten af pokalen, så han fik en rift.

Jack Grealish har spillet i Aston Villa hele sin karriere, hvor det er blevet til 145 kampe på førsteholdet. Det er første gang siden 2016, at Aston Villa skal spille Premier League.