Fodbold

Real Madrid er den mest værdifulde klub i Europa

Europæiske fodboldklubber bliver mere og mere værd. Real Madrids værdi er steget med 10 procent i løbet af de seneste sæsoner.

Efter en sportsligt skuffende sæson kan Real Madrid trøste sig med, at de seneste års præstationer på og uden for banen har skabt stor værdi.

I en rapport fra KPMG bliver det opgjort, at værdien af Real Madrid er steget med 10 procent siden sidste års rapport. Den samlede værdi af klubben er nu oppe over 24.000.000.000 kroner.

Det betyder, at Real Madrid overhaler Manchester United som den mest værdifulde fodboldklub i Europa.

Klubbernes værdi anslås ud fra en række forskellige parametre, hvor der er set på de seneste to år. KPMG har eksempelvis medregnet evnen til at tjene penge, klubbens popularitet, det sportslige potentiale, tv-rettigheder og ejerskab af stadion.

Derudover har KPMG også skønnet de mest værdifulde trupper i Europa. Denne liste toppes af Manchester City, FC Barcelona og Liverpool. Real Madrid ligger blot nummer fire på listen, blandt andet fordi man har solgt den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo til Juventus.

Alligevel vurderes det altså, at Real Madrid er den mest værdifulde fodboldklub i Europa.

Top ti

  1. Real Madrid: 24,079 milliarder kroner
  2. Manchester United: 23,952 milliarder kroner
  3. FC Bayern München: 20,135 milliarder kroner
  4. FC Barcelona: 19,986 milliarder kroner
  5. Manchester City: 18,373 milliarder kroner
  6. Chelsea: 16,632 milliarder kroner
  7. Liverpool: 15,646 milliarder kroner
  8. Arsenal: 14,997 milliarder kroner
  9. Tottenham: 12,539 milliarder kroner
  10. Juventus: 11,561 milliarder kroner

Andrea Sartori, der er chef for sportsanalyser i KPMG, anslår, at den totale værdi af fodboldbranchen er vokset med ni procent over det seneste år.