Heldigvis forstod dommeren ikke, hvad Schmeichel råbte i arrigskab

16x9
Kasper Schmeichel forstår stadig ikke, hvordan dommeren kunne dømme straffespark i returopgøret i Champions League mod Sevilla. Foto: Carl Recine / Scanpix Denmark

I en ny bog fortæller danske fodboldspillere om deres største kamp i karrieren.

Den 3. juni udkommer bogen 'Min største kamp', hvori tidligere og nuværende danske fodboldstjerner hver fortæller om et af deres store øjeblikke på banen.

Bogen er skrevet af Christoffer Stig Christensen og Ole Sønnichsen og udkommer på forlaget Storyhouse.

TV 2 SPORT har fået lov til at bringe et uddrag fra bogen dagen før udgivelsen. Kapitlet handler om den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel, som i marts 2017 havde en helt speciel oplevelse med sin klub Leicester.

Det er 10 måneder efter, at klubben sensationelt har vundet Premier League for første gang ved at besejre storklubber som Arsenal, Manchester City og Manchester United, som har et langt større økonomisk råderum.

Nu stod de i Champions League. Verdens største klubturnering. Med en mulig kvartfinale forude.

Kasper Schmeichel: 'Den største scene'

Jeg elsker aftenkampe og især dem, hvor vi er med i de europæiske turneringer.

De er bare federe på alle måder; vi spillere har hele dagen til at lade op, fansene går på arbejdet og glæder sig, og hele stemningen føles anderledes. Mere mættet.

Hvis kampen er i Champions League, er det endda, som om alt skinner lidt mere, som om der er glimmer på det hele, og selv græsset er bedre og grønnere. Man kommer ud af spillertunnelen i aftenmørket, der er ild og røg, bannere på tribunerne, journalister fra hele verden på pressepladserne, og Champions League-melodien banker ud af højtalerne.

Stadion virker ganske enkelt anderledes, og effekten af at spille i mørke er, at det hele føles kompakt og sammenpresset. Selv bolden er anderledes, og den, der blev spillet med på det tidspunkt, var fantastisk for markspillerne, for man kunne virkelig få den til at bevæge sig i luften, og den var fed at sparke til. Til gengæld var der ikke greb i den, og som målmand skulle man virkelig være på tæerne.

I vores tilfælde var Champions League-deltagelsen samtidig kulminationen på et langt succesforløb, der begyndte næste to år før i slutningen af 2014-2015-sæsonen.

Dengang lå vi til nedrykning og havde 10 point op til stregen, men pludselig fandt vi vores måde at spille på og vandt syv ud af de sidste otte kampe og blev i Premier League. Derfor mødte vi op til den efterfølgende sæson fulde af selvtillid og med en tro på tingene, som bare varede ved.

Kasper Schmeichel fejrer den sensationelle Premier League-triumf sammen med den daværende manager Claudio Ranieri.
Kasper Schmeichel fejrer den sensationelle Premier League-triumf sammen med den daværende manager Claudio Ranieri. Foto: Darren Staples / Scanpix Denmark

Det var ikke sådan, at vi sagde det højt, det var mere en følelse, der sad i én, og man kunne kigge rundt i omklædningsrummet og se, at folk tænkte det samme: Vi kan ikke tabe. Det er den bedste følelse, du kan have i fodbold, og det gjorde os til et klinisk hold, der holdt buret rent mange gange og dermed mindst sikrede uafgjort.

Den kynisme og tro på os selv tog vi med ind i Champions League. I puljen startede vi ude mod Brügge og vandt 3-0 og slog så både Porto og FCK hjemme. Vi endte med en sikker puljesejr og tabte kun ude til Porto, da det hele var afgjort. Det betød, at vi var blandt de bedste 16 hold i Europa og skulle møde Sevilla.

I den første kamp i Spanien var vi mega undertippede og gjorde det heller ikke specielt godt. Spanierne spiller på et lidt faldefærdigt stadion fuld af historie og nostalgi, og der var virkelig gang i den på lægterne, så meget at vi havde svært ved at høre hinanden.

Meget tidligt i kampen var vores venstreback, Christian Fuchs, derfor ved at lave selvmål, fordi han ikke kunne høre, hvad jeg råbte til ham. Jeg skreg, at han skulle lade bolden gå, men han headede i stedet tilbage, selvom jeg var på vej, og jeg nåede kun lige tilbage og stoppe bolden.

Hjemmeholdet kom blæsende ud, og vi havde ikke bolden meget. Heldigvis reddede jeg et straffespark efter 14 minutter, og vi holdt dem stangen til det 25. minut, hvor de scorede til 1-0. I anden halvleg kom de også på 2-0, men så reducerede Jamie Vardy til 2-1 et kvarter før tid, og vi slap afsted med et hæderligt resultat og et vigtigt udebanemål.

Det fik det til at virke som en sejr og lignede lidt mere et sent nederlag for dem, fordi vi nu bare skulle vinde med 1-0 på hjemmebane for at gå videre.

To af Leicesters mest afgørende spillere i den første 1/8-finale i Champions League. Kasper Schmeichel reddede et straffespark, og Jamie Vardy scorede et vigtigt udebanemål.
To af Leicesters mest afgørende spillere i den første 1/8-finale i Champions League. Kasper Schmeichel reddede et straffespark, og Jamie Vardy scorede et vigtigt udebanemål. Foto: John Sibley / Scanpix Denmark

Inden returkampen på King Power Stadium sad vi i omklædningsrummet og følte, at vi havde det, der skulle til for at slå dem. Det kan virke overraskende, for vi var i gang med en svag sæson i Premier League, og vores træner, Claudio Ranieri, blev faktisk fyret mellem de to Champions League-opgør.

Vi var gået fra at være nedrykningstruede til at blive mestre og vinde vores pulje i Champions League på ganske kort tid, og det var vores trup ganske enkelt ikke bred nok til. Samtidig havde træneren forsøgt sig med et nyt spillesystem, som ikke fungerede. Men i Champions League spillede vi med den 4-4-2-opstilling, der fungerede for os – og det hjalp på spillet.

Jeg kom godt ind i kampen og havde nogle gode redninger tidligt, blandt andet en på en afslutning fra Nasri, og det satte ligesom tonen for kampen. Heldigvis scorede vi allerede til 1-0 efter 27 minutter, og vi kom endda på 2-0 efter 54 minutter. Nu skulle vi bare holde Sevilla fra at score, og så var vi videre til kvartfinalen.

De havde masser af chancer og ramte overliggeren. I det 80. minut dømte dommeren et tyndt, tyndt straffespark. Jeg var gået ud for at blokere en bold, og Vitolo løb ind i mig og faldt. Men jeg havde ret til at stå, hvor jeg stod, og jeg mener stadig ikke, at der var skyggen af straffespark. Heldigvis talte dommeren ikke dansk, så han forstod ikke, hvad jeg råbte i arrigskab, ellers havde det måske kostet mere end det gule kort, som jeg fik for forseelsen.

Jeg har ikke behov for ros eller kritik fra eksperter og andre, der er på yderkanten af vores verden

Kasper Schmeichel

I den første kamp var jeg gået til højre og havde reddet skuddet, da de fik straffespark. Nu gik jeg til den anden side, og bolden røg ind på min arm, ned på mit ben og ud til en forsvarsspiller, der kunne hamre den væk.

Mange eksperter går meget op i, om målmænd redder straffe eller ej, men straffe er et lotteri, og du kan ikke bedømme en målmand på den måde. Det handler om at vælge den rigtige side, men det ligger jo altid i markspillerens favør, fordi det er ham, der bestemmer. Derfor træner jeg stort set heller aldrig straffe, fordi det er så instinktiv en ting. Jeg har selvfølgelig mine måder at gøre tingene på, nogle rutiner, men dem vil jeg ikke røbe her.

Til gengæld arbejder jeg meget med det mentale i forhold til straffesparket, fordi det er dér, jeg for alvor kan påvirke ham, der skal sparke. Jeg prøver at læse personen og se, om jeg kan komme ind i hovedet på ham.

Jeg kan sagtens finde på at snakke til ham, råbe ad ham eller gå helt ud til ham. Tit ser man det ikke i tv, for det sker, mens selve straffesparkssituationen bliver vist i langsom gengivelse. Jeg vil gøre alt for at svinge den bare et par procent i min retning, og det bedste, der kan ske, er, at jeg får ham til at ændre mening. Hvis han har en idé i hovedet, men ændrer den, har jeg pludselig en fordel.

Men det er ikke sådan, at jeg studerer de enkelte spillere på forhånd og ved, hvordan de vil skyde. Til gengæld bruger jeg meget tid på mange andre elementer i målmandsspillet. Jeg er jo flasket op med det, kan man sige, og mange har ekstremt meget fokus på, at min far er Peter Schmeichel.

Jeg er i min 17. sæson som professionel, og alligevel spørger og skriver journalisterne stadig om det samme. Det må de om. I dag bruger jeg ham til livsbeslutninger, ikke fodboldspecifikke ting, men det er klart, at jeg har hans kompromisløse professionalisme i mig. Jeg så jo, hvordan han levede, hvordan han trænede, hvilede og spiste. Hvis jeg ikke har set eller oplevet ting selv, har jeg set eller oplevet dem gennem ham.

Samtidig har jeg lært at have skyklapper på og koncentrere mig om mig selv og mit spil. Både i forhold til sammenligningerne mellem mig og min far – det holder jo alligevel aldrig op – og i forhold til alle andre ydre påvirkninger i fodboldverdenen, der er ekstrem intens. Der er bevågenhed 24-7, og hvis jeg skulle tage alle påvirkninger ind og med hjem, ville det gå amok.

Jeg har ikke behov for ros eller kritik fra eksperter og andre, der er på yderkanten af vores verden, og jeg ved udmærket, om jeg har spillet godt eller dårligt. Der findes ingen, der er mere kritiske end mig selv. Til Premier League-kampene er der 36 kameraer på os, og allerede i pausen kan vi sidde og se detaljer og diskutere elementer i spillet. Og når jeg kommer hjem, ser jeg kampen igen og vurderer mine egne aktioner.

Desuden har jeg mit eget setup med folk, jeg lytter til og stoler på. I Leicester har jeg haft den samme målmandstræner, Mike Stowell, i alle årene, og ham er jeg meget glad for. Vi kender hinanden så godt, at vi ikke behøver at sige så meget. Vi ved, hvad vi skal, og hvordan vi skal arbejde. På landsholdet er jeg tæt på Lars Høgh. Han har en anderledes, mere snakkende tilgang, og vi går gerne helt ned i detaljerne omkring modstanderne.

Og så studerer jeg i øvrigt andre målmænd hele tiden og kigger på, hvad de gør. Det fede ved målmandsspillet er jo, at der ikke findes noget rigtigt eller forkert. Det handler bare om at holde bolden ude af målet, og alle har deres egen stil og måde at gøre tingene på.

Det var, som om hele klubbens historie var samlet i omklædningsrummet bagefter

Kasper Schmeichel

Nogle gange ser jeg ting hos de andre, som jeg får lyst til at prøve i mit eget spil. I gamle dage købte jeg VHS-bånd med målmandsredninger og sad og spolede frem og tilbage for at finde fede ting. I dag søger jeg på YouTube eller fodboldplatformen Wyscout, der har videoklip, analyser og statistik.

Jeg har været vild med mange målmænd gennem tiden, men to stikker ud. Den første er den spanske legende Iker Casillas. Jeg var 12 år gammel, da jeg så ham spille mod min far i Portugal. Casillas var kun 17 år, og netop det, at han ikke var meget ældre end mig, gjorde, at jeg fulgte ham. Han lignede mig desuden i kropsbygning, og jeg har altid være inspireret af hans lederegenskaber.

Den anden er Santiago Cañizares, der stod for Real Madrid og Valencia. Han var sej at se på, havde en vild udstråling og en vis arrogance over sig og var den første målmand med korte ærmer, hvide støvler og strømper op over knæene. Han er en intens type med stor karisma, og jeg er faktisk blevet interviewet af ham i forbindelse med Champions League, hvor han i dag fungerer som ekspert. Det var stort at få lov til at møde ham.

Efter straffesparksredningen mod Sevilla var der ikke rigtig tid til at juble. Et par af mine holdkammerater nåede lige at løbe over og anerkende redningen, men der var indkast til Sevilla, og når man lige har reddet et straffe, gider man ikke, at de scorer på den næste chance, så det handlede om at få forsvaret til at koncentrere sig.

Jeg var bare fokuseret på at holde målet rent og være med til at styre forsvaret, så Sevilla ikke lige pludselig fik en løs chance og sikrede sig forlænget spilletid alligevel. Havde de fået det, var deres store europæiske erfaring slået igennem og havde givet dem overskud. Det lykkedes heldigvis at holde nullet, og vi, de undertippede, havde slået et hold ud, der var vant til at komme langt i de europæiske turneringer.

Glæden var til at få øje på for Kasper Schmeichel, da han sammen med undertippede Leicester sendte Sevilla ud i Champions Leagues 1/8-finale.
Glæden var til at få øje på for Kasper Schmeichel, da han sammen med undertippede Leicester sendte Sevilla ud i Champions Leagues 1/8-finale. Foto: Carl Recine / Scanpix Denmark

Avancementet i Champions League var en stor ting for en lille klub som Leicester, og det var, som om hele klubbens historie var samlet i omklædningsrummet bagefter. Ejeren kom ned og festede med os, og Peter Shilton, den engelske målmandslegende, der også stod for Leicester, kom ned og hilste på. Det var stort på den måde at fornemme, at vi havde gjort noget, der satte sig spor i klubbens historie.

Leicester tabte efterfølgende kvartfinalekampene mod Atlético Madrid med sammenlagt 2-1 efter et 1-0-nederlag ude og uafgjort 1-1 hjemme. Kasper Schmeichel (født 1986) har spillet i Leicester siden 2011. Inden da spillede han for Manchester City, Notts County og Leeds United. Han har spillet 45 landskampe for Danmark. Kasper Schmeichel blev i 2018 kåret til den tredjebedste målmand i verden.