Sportsøkonom udpeger fem storklubber med store handler i sigte

16x9
Paris Saint-Germain, Real Madrid og Manchester United kan blive de store spillere i transfervinduet. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, JAVIER BARBANCHO, ANDREW YATES / Ritzau Scanpix

Sportsøkonom Kenneth Cortsen forventer, at Real Madrid kommer til at være meget aktiv i transfervinduet.

Fodboldligaerne rundt om i Europa er gået på sommerferie, mens agenterne arbejder på højtryk med at sende spillere på kryds og tværs af klubberne.

Transfersæsonen venter, og ifølge sportsøkonom Kenneth Cortsen er der en stor sandsynlighed for, at flere storklubber kommer til at blive særdeles aktive.

- I fodboldøkonomien ser man, at det er underpræsterende klubber i forhold til deres ambitioner, som oftest agerer mest markant transfermæssigt. Liverpool og Manchester City, som må betegnes som Europas overordnede bedst præsterende hold, vil nok også forholde sig mere roligt over sommeren, siger Kenneth Cortsen.

Han understreger, at mange klubber har som et stort mål at vinde Champions League. Det skaber et princip om, at vinderen tager det hele - at kun vinderen er tilfreds - som betyder investeringer fra 'taberne'.

I Champions League nåede storklubber som Real Madrid, Paris Saint-Germain, Bayern München og Manchester United ikke længere end til kvartfinalen.

Tror du, at transferrekorden bliver slået denne sommer?

- Hvis Neymar bliver solgt fra Paris til Real Madrid, kunne det godt ske. For den spanske kongeklub er der jo ofte noget symbolværdi i at nå de rekordsummer. De har været en del af mange af dem efterhånden. Neymar var den dyreste, da han kom til Paris, men skifter han tilbage til spansk fodbold - måske til Real Madrid - er der markant chance for, at den rekord bliver slået, siger Cortsen.

Neymar har spillet i Paris Saint-Germain siden 2017, hvor han kom til den franske hovedstad fra Barcelona.
Neymar har spillet i Paris Saint-Germain siden 2017, hvor han kom til den franske hovedstad fra Barcelona. Foto: Lionel Bonaventure / Ritzau Scanpix

Herunder peger sportsøkonomen på fem storklubber i europæisk fodbold, han forventer stor aktivitet fra i sommerens transfervindue. Cortsen understreger, at der er tale om gisninger baseret på forburgsmønstre i fodboldøkonomien.

Real Madrid

Det er en klub, som kommer til at gøre noget, fordi det i Madrid handler om succes internationalt. Det er en klub, som har vundet tre Champions League-titler i streg under Zidane. De har lidt under tabet af Ronaldo, men nu er Zidane kommet tilbage, og vi ved, at Real Madrid er en klub, som er kendt for at hente de bedste spillere i verden.

Ronaldo, Luis Figo, Zinedine Zidane og David Beckham for Real Madrid i 2004.
Ronaldo, Luis Figo, Zinedine Zidane og David Beckham for Real Madrid i 2004. Foto: Andrea Comas / Scanpix Danmark

Det går helt tilbage til spillere som di Stéfano og Puskás og moderne fodboldstjerner som Zidane, Figo, Beckham og Ronaldo – både den brasilianske og senere Cristiano Ronaldo fra Portugal. Det er jo nogle af de spillere, der har været med til at kendetegne Galacticos-strategien, som klubben har haft under Florentino Pérez.

Klubben er kædet sammen med forskellige topspillere, vores egen Eriksen har været nævnt. Spillere som Neymar, Hazard og Pogba har også været rygtet til Real Madrid, og de har allerede hentet spillere som Rodrigo fra Santos i Brasilien og Militao fra FC Porto. Den ene til venstresiden og den anden til forsvaret.

Neymar, som bliver rygtet til Barcelona og Real Madrid, kan være en spiller, der kan være med til at starte en budkrig og presse priserne op. Så jeg forventer, at Real Madrid med deres høje mål qua succes i Champions League vil gå ud og gøre noget, fordi de har haft en sæson, der ikke kan måles med de seneste sæsoner.

Manchester United

Den engelske storklub har også haft problemer med at finde sin position siden tiden under Sir Alex Ferguson. Der har været meget turbulens med forskellige trænere, som har været inde over de senere år. Nu er Solskjær så kommet ind og skal forsøge at genrejse United, og der har man tidligere set, at deres regnskaber påvirkes af evnen til at fastholde nøglemedarbejdere. Deriblandt indgår succestrænere og spillere som en vigtig del af det.

Det er selvfølgelig med det her heftige konkurrenceaspekt in mente, der præger fodboldøkonomien, og som skaber den her inflation vedrørende lønninger og transferbeløb, at vi har en intens konkurrence mellem topklubberne, hvor det både handler om hjemlig succes i form af mesterskaber og pokaltitler, men også særligt international succes i den mest prestigefyldte klubturnering, Champions League, for de her topklubber.

Nu har Manchester United så ikke gjort det ret i godt i England i den forgange sæson - eller i Europa. Det gør, at de i relation til fansenes forventninger kommer til at gøre noget, som de også gjorde i Pogba-handlen, da de hentede ham tilbage fra Juventus. Hvis han ryger væk fra United, så kommer der givetvis til at ske noget stort den anden vej også. Jeg forventer nu markante tilgange uanset.

Bayern München

Bayern har allerede ageret ved at hente Benjamin Pavard i Stuttgart for et anseeligt beløb og Lucas Hernandez fra Atletico Madrid til forsvarspositionerne, men de står også over for det faktum, at Arjen Robben og Franck Ribery stopper nu her.

Arjen Robben og Franck Ribery har henholdsvis spillet i Bayern München siden 2009 og 2007.
Arjen Robben og Franck Ribery har henholdsvis spillet i Bayern München siden 2009 og 2007. Foto: Andreas Gebert / Ritzau Scanpix

Ledelsen har tidligere været ude at sige, at de kommer til at bruge rigtig mange penge, og sådan er det med en stor klub som Bayern München, som har haft stor succes i den hjemlige liga: De skal også ud og præstere internationalt, fordi det hænger sammen med måden, som de måler sig på dernede. Det er også blevet nævnt over for træneren Niko Kovac, at det ikke er nok at vinde mesterskabet eller have anden succes på hjemlig grund i form af pokalturneringen. Det handler om at præstere internationalt.

Selvom Kovac kom fra baghjul og vandt mesterskabet i Tyskland, siger ledelsen, at han på ingen måde er fredet, så de kommer også til at agere henover sommeren. Leroy Sané kan måske være den spiller, der kan give Bayern noget potens på kanten. Men Manchester City vil have et - ifølge tyskerne - latterligt højt beløb for Sané.

FC Barcelona

Den catalanske klub har også allerede gjort noget på transfermarkedet. Der har ikke været så meget aktivitet endnu i forbindelse med sommeren, men de har allerede købt den unge stjernespiller Frenkie de Jong fra Ajax for et stort beløb.

Frenkie de Jong har spillet en stor sæson, hvor han var med til at føre Ajax frem til det hollandske mesterskab og semifinalen i Champions League.
Frenkie de Jong har spillet en stor sæson, hvor han var med til at føre Ajax frem til det hollandske mesterskab og semifinalen i Champions League. Foto: Filippo Monteforte / Ritzau Scanpix

Det er selvfølgelig ikke det samme beløb, som da Neymar blev handlet fra FC Barcelona til Paris St. Germain, men det er stadig cirka en halv milliard. De har også hentet Emerson fra Atlético Mineiro, og der har været snak om Griezmann. Så igen er Barcelona på samme måde som Real Madrid; et af de her globale fodboldbrands, som selvfølgelig vil spille Champions League, men også vil spille med om at vinde turneringen.

Begge klubber har den moderne selvforståelse omkring at præstere i Champions League og at have nogle store spillere. Det er jo med til at styrke deres globale brands og deres ønske om at opretholde en stor international eller global indtægtsgenerering. Der tror jeg også, at FC Barcelona vil gøre noget i det her transfervindue, særligt hvis der opstår en budkrig mellem begge klubber om Neymar.

Paris Saint-Germain

Sælger de Neymar, som jo blev hentet til for en rekordsum, så skal der andre stjerner til. Ejerskabet fra Qatar er interessant. For det handler ikke om at vinde Ligue 1 for Paris-ejerne – de vil også have international succes i Champions League.

Hvis Neymar bliver solgt, som rygterne går på, vil det skabe en trigger-down-effekt eller dominoeffekt ned gennem resten af fodbold-Europa. Så kommer Paris nemlig ud og bruger en masse penge på at hente erstatninger. Når en klub handler, så følger de andre trop. Toppen sætter ligesom barren for aktiviteten i de forskellige transfervinduer.

Boblere

Ajax har solgt Frenkie De Jong og kommer nok også til at tage afsked med Matthijs De Ligt, måske også flere. Men den hollandske traditionsklub kommer ikke til at købe spillere i det leje, som storklubberne fra de største ligaer vil gøre. Og for så store beløb. Ajax kører mere efter en model med udvikling, som de er meget tro mod, hvor de henter talenter i mindre ligaer, udvikler dem derefter over en årrække og sælger videre med stor fortjeneste til større klubber.

Vi har allerede set Dortmund gøre en masse. De har hentet tre dygtige spillere i andre Bundesligaklubber og har så købt Pablo Alcácer fri i Barcelona. Fire markante handler allerede der. Men det mest interessante er, at vi ser dem handle internt i Tyskland hos konkurrenter. Det er jo normalt noget, Bayern München gør, hvor de formår at få tilgange af gode spillere og samtidig svække de andre hold i Tyskland. De har allerede gjort en masse, men de ved også godt, at de skal lægge på, hvis de skal konkurrere med Bayern.​

Kenneth Cortsen nævner også London-ærkerivalerne Arsenal og Tottenham, hvor han forventer, at sidstnævnte måske vil agere mere aktivt end sædvanligt, hvis eksempelvis Christian Eriksen bliver solgt.

- Da Tottenham solgte Bale, skabte det en effekt efterfølgende, da klubben så også købte godt ind for de penge.

En anden topklub fra den engelske hovedstad kommer formentlig ikke til at gøre samme væsen af sig. Chelsea er nemlig ramt af en karantæne for ulovlig handel med unge spillere.