Christian Eriksen: - Jeg har sagt, at jeg gerne vil prøve noget nyt

16x9
Eriksen efter Champions League-finalen i Madrid, som Tottenham tabte til Liverpool. Foto: Susana Vera / Ritzau Scanpix

Christian Eriksen ved ikke, hvor han spiller i næste sæson. Et skifte til Real Madrid vil være et skridt op.

Christian Eriksens kontrakt med Tottenham udløber næste sommer, og derfor har landsholdsspillerens fremtid i måneder været genstand for diskussioner i både dansk og international presse.

Sommerens transfervindue er sidste mulighed for Tottenham til at tjene store penge på at sælge Eriksen, men danskeren er heller ikke afvisende over for at forlænge kontrakten med klubben.

Han vil gerne have en afklaring hurtigst muligt, men medgiver, at han ikke kun selv er herre over, om det kan lade sig gøre.

- Jeg har den vildeste og dybeste respekt for alt, der er sket i Tottenham, og det vil heller ikke være negativt at blive. Men jeg har også sagt, at jeg gerne vil prøve noget nyt, siger Christian Eriksen ifølge Ekstra Bladet.

Vil kun til større klub

Han fortæller, at han håber på en afklaring i løbet af sommeren, men fastslår, at han kun vil skifte klub, hvis der er tale om et skridt op. Det giver en forholdsvis smal palet af mulige arbejdsgivere.

Vedvarende rygter sender danskeren mod Real Madrid, og et sådant klubskifte vil også opfylde hans kriterier for at komme til en større klub.

- Real Madrid er et skridt op. Men det kræver, at der er interesse fra klubben, og det er man ikke selv herre over. Det kræver, at Real ringer til Tottenham og siger, at de vil have mig.

- Det er ikke ligesom at spille et computerspil eller Fifa. Tingene skal gå op i en højere enhed, for at en klub skal ville have dig, og din klub vil måske gerne beholde dig.

- Hvis man vidste, hvad man ville, og kunne bestemme alt, så tror jeg, at samtlige spillere havde spillet for deres drømmeklub. Sådan er fodboldverdenen ikke, siger Eriksen.

Kan du have spillet din sidste kamp for Tottenham?

- Det ved jeg ikke, siger Eriksen.

Fremtiden afhænger også af, om Tottenham rækker ud efter titler. Efter seks trofæløse år i den engelske klub vil Eriksen gerne være med til at vinde noget.

- Som fodboldspiller vil man altid gerne vinde noget, og vi var utrolig tæt på i år. Det viser også den udvikling, Tottenham har været igennem, siden jeg kom til, når vi kunne stå i Champions League-finalen. Det kunne have været prikken over i'et.

- Jeg vil gerne til en klub, der vil vinde noget, eller blive i Tottenham, hvis den forbliver en topklub. Det er vigtigt, at Tottenham vil vinde nogle ting og ikke bare være med, siger Eriksen.