Fodbold

Den længst siddende UEFA-præsident Lennart Johansson er død

Lennart Johansson var præsident i UEFA fra 1990 til 2007.

Svenske Lennart Johanssen er sovet stille ind efter kort tids sygdom. Han blev 89 år.

Svensk fodbold er i sorg.

Sådan lyder den første sætning i en nekrolog på det svenske fodboldforbunds hjemmeside til ære for Lennart Johansson.

Forbundet skriver, at Johansson sov stille ind tirsdag efter kort tids sygdom. Han blev 89 år gammel.

Lennart Johansson var præsident i det europæiske fodboldforbund, UEFA, fra 1990 til 2007, hvilket gør ham til den længst siddende præsident i forbundet.

Han tabte præsidentvalget til den franske fodboldlegende Michel Platini.

Lennart Johansson blev afsat som præsident efter nederlag i valgkampen til den franske fodboldlegende Michel Platini.

Johansson var også vicepræsident i det internationale fodboldforbund, FIFA. I 1998 stillede han op til valget om præsidentposten, hvor han tabte til Sepp Blatter.

Såvel Blatter som Platini er siden stoppet som præsidenter som følge af korruptionsskandaler.

- Jeg synes, jeg har grund til at være stolt over, jeg jeg ledte så stor en organisation i og aldrig havde sådanne skandaler, som der har været nu, hvor de to største personer i FIFA og UEFA er korrumperende skurker, sagde Johansson i 2018 til Expressen.

Hyldet før sin død

Før han overtog UEFA-posten, var han præsident i det svenske fodboldforbund i fem år.

Forbundet døbte i 2001 Sveriges fodboldmesterskabspokal 'Lennart Johanssons pokal' til hans ære.

- Ordentlige hyldester og erkendelser af en livsgerning kommer oftest først, når personen er afgået ved døden. Heldigvis blev Lennart Johansson en undtagelse fra reglen, skriver det svenske fodboldforbund.

Lennart Johansson i 2015 under lodtrækningen til EM-slutrunden i 2016.

I 2007 blev han stemt ind i svensk fodbolds Hall of Fame, ligesom han efter valgnederlaget i UEFA blev udnævnt til ærespræsident af Michel Platini.

UEFA skrev i 2010 på sin hjemmeside, at UEFA i Johanssons præsidentperiode udviklede sig radikalt fra et lille, administrativt organ til en moderne virksomhed.

Lennarts Johansson har blandt andet være med til at skabe Champions League i 1992, som blev til i stedet for European Champion Clubs' Cup, mesterholdenes turnering.

- Lennart Johansson er vores største internationale fodboldleder gennem tiderne. Ingen svensker har haft lignende indflydelse på fodbold i verden, siger den nuværende præsident i det svenske fodboldforbund, Karl-Erik Nilsson.

- Hans gerninger som UEFA-præsident og videpræsident i FIFA er dybt respekterede, hans lederskab har vakt beundring verden over.

Rekorden som den længst siddende UEFA-præsident kommer næppe til at blive slået, da UEFA i 2017 vedtog, at en præsidentperiode maksimalt kan vare 12 år.