Fodbold

Tofts karakterbog: Han viste en evne, som er en målscorer værdig

Kasper Dolberg blev dobbelt målscorer mod Georgien. Hans indsats belønnes med et femtal af Flemming Toft.

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft giver karakterer til de danske spillere og landstræner Åge Hareide efter 5-1-sejren over Georgien.

Fornyelserne virkede.

Kasper Dolberg og Pierre Emile Højbjerg var de to bedste på en aften, hvor pligtsejren kom i hus - og hvor danskerne endelig fik nettet til at blafre.

Der var opmuntringer, der var tre vigtige og nødvendige point, der blev rusket lidt op i sædvanen med startopstillingen. Glemt er ordet remis - i hvert fald og forhåbentlig for en stund.

Total dansk overlegenhed, selvom det tog lidt for længe at slå sømmet i. Men vi så meget godt, og vi så en samling, der ville det her. Ville vise, at de også kan vinde fodboldkampe.

Lad os så ikke dvæle ved, at baggrunden var malet billig hos modstanderen. Og lige et løft mere på hatten - et glædeligt gensyn med Daniel Wass. Der er igen et yndigt land - klædt i rødt.

Tofts karakterskala 2018

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

KASPER SCHMEICHEL 3

Svært at sætte en målmandshandske på Schmeichels indsats. Udfordringerne var få. Det blev som ventet en af de dage, hvor svedbånd var unødvendigt.

PETER ANKERSEN 3

Han burde have scoret, da feltet blev rydet for modstandere. Men ellers en pæn og nydelig offensiv, omhyggelig og indrettet til små afleveringer, når det var sagen. En indsats Ankersen sagtens kan være bekendt, selvom han tabte hovedstødsduellen, der førte til Georgiens omstillingsmål. Udfordrer Henrik Dalsgaard for alvor.

SIMON KJÆR 3

Måtte udgå humpende efter 35 minutter, men gjorde sine pligter inden - og lidt til. Fremtvang et straffespark, der var til den lidt tynde side. Meget mere er der ikke at sige.

ANDREAS CHRISTENSEN 4

Rolig på bolden og i sine placeringer. Han har umiddelbart flyttet 'Zanka' til bænken, selvom sidstnævnte kom ind og gjorde det OK for Kjær. 'AC' løfter sig hele tiden, og får han mere spilletid i Chelsea næste sæson, er han tæt på mere fast plads.

JENS STRYGER LARSEN 2

Det er ikke fair at placere eller bedømme Stryger på den plads. Hans afleveringer med isspanden, hans venstreben, fik heller ikke denne gang udnyttet den megen plads og de gode muligheder.

PIERRE EMILE HØJBJERG 4

Han har altså det drive og den lyst, der river meget op fra midtbanen. Ind imellem virker det for ivrigt, men det spreder lys og lyst. Højbjerg er blevet mere moden - og voksen. Flot comeback fra start. En vildmand på landsholdet.

THOMAS DELANEY 3

Man kan aldrig pille ved Delaneys indsats på det arbejdsmæssige. Men han er blevet lidt mere bundet op, synes det. Og måske lidt sæsontræt i visse situationer, hvor han ellers tager rigtige beslutninger. Men omtanken udligner det meste.

CHRISTIAN ERIKSEN 4

Lå lidt længere tilbage på banen mod Georgien, men det klædte ham... også. Jeg kommer ustandselig tilbage til forventningerne. Men det var, som om han ikke blev udfordret maksimalt, og gør han det, bliver han endnu bedre. En lang sæson er slut. 62 kampe og en masse i tankerne (ny klub?). Den slags har han tacklet. Scorede på straffespark. Missede en oplagt scoringschance. 4 er absolut Eriksens.

ROBERT SKOV 3

Fin debut, absolut. Han viste en god kontrol med bold, og hvad han ville. Gjorde det ikke sværere i sin debut. Vi fik aldrig rigtig prøvet hans venstreben af, men en debut med hang til mere.

YUSSUF POULSEN 3

Selvfølgelig tæller målet. Men gjorde det for ofte svært ved at drible ind på små områder, hvor der pludselig var mange ben. Pladsen blev for trang til en ivrig Yussuf og hans teknik. Men hans energi og gå-på-lyst er i orden.

KASPER DOLBERG 5 (KAMPENS SPILLER)

Her har vi 9'eren. Hvis det fortsætter. Dolberg viste en evne, som er en målscorer værdig. Han ser tingene og løber afleveringerne i møde. To mål, en assist og et hav af fornuftige - og smarte - afleveringer og detaljer. Det er præcis to år, siden han lavede sit første mål på landsholdet. Her var han tilbage og kan spille mange, mange landskampe. Smil, du er på!

MATHIAS 'ZANKA' JØRGENSEN 3

Afløste efter 35 minutter en skadet Simon Kjær og gjorde det pænt og nydeligt. Med sikre pasninger lige frem ad banen. Ikke det store sus, fordi udfordringerne var få. 'Zanka' skal finde en klub og få spilletid, så udfordrer han Hareide til at få startpladsen tilbage.

DANIEL WASS 4

Åh, hvor herligt at se Wass tilbage - afløste Skov. Fart, dybdeløb, lyst, omtanke - blandt andet en assist til Braithwaite og en flot aflevering til Eriksen, som blev brændt. Det var en tiltrængt fornyelse. Og landstræneren må gøre klar til sommerens tænkeboks. Hvordan skal han blande kortene i efteråret.

ÅGE HAREIDE 5

Femtallet er for fornyelsen fra start. Det er ikke så tit, Hareide ændrer. Men her var det til topkarakter, fordi det gav den tiltrængte friskhed. Personificeret i Højbjerg og især Dolberg. Men også Daniel Wass, da han igen kom med. Skov skal der bygges videre på, og det er Hareide klar til. Planen var klar, spillerne fulgte op - selvom det skal med, at baggrunden var malet billig. Men det må ikke tage noget fra en overbevisende sejr - også fra bænken.