Fodbold

England og Italien er videre ved VM

Engelsk glæde. De er videre ved VM. Damien Meyer / Ritzau Scanpix

VM i kvindefodbold bød på gruppeavancement for både Italien og England, der vandt deres kampe fredag.

England og Italien spillede sig fredag videre fra deres grupper ved VM i kvindefodbold i Frankrig.

Dermed fulgte de to nationer med Frankrig og Tyskland, der også allerede er blandt de 16 sidste hold i turneringen.

Italien besejrede Jamaica 5-0, mens England hev en 1-0-sejr hjem over Argentina.

Træner Phil Nevilles engelske tropper pressede på i første halvleg med stor overvægt i boldbesiddelsen og et straffespark efter lidt under en halv time.

Straffesparket blev dog misbrugt af Nikita Parris, og trods to store muligheder til England så formåede Argentina at holde England fra fadet, og spillerne gik til pause med 0-0.

Efter en times spil kom England så foran. Den argentinske defensiv blev splittet ad, og Jodie Taylor sendte bolden i mål efter oplæg fra venstre side fra Bethany Mead.

Der var ikke flere mål i opgøret, og dermed nåede England på seks point for to kampe i gruppe D.

Japan har fire point på andenpladsen efter to kampe og har spillet uafgjort mod Argentina, der har et point inden sidste gruppekampe.

Tidligere fredag blev også Italien klar til ottendedelsfinalerne med den overbevisende 5-0-sejr over Jamaica.

Her sørgede Cristiana Girelli for et hattrick, da hun først bragte Italien foran 1-0 på et straffespark efter 12 minutter, og inden den halve time havde øget til 2-0.

I første minut efter pausen fuldendte Girelli sit hattrick med scoringen til 3-0, inden Aurora Galli scorede de to sidste mål for Italien i anden halvleg.

Dermed topper Italien gruppe C med seks point og er sikker på videre avancement, da Italien er bedre end Australien med tre point for to kampe.