Totti forlader Roma i vrede: - Det er meget grimt og smertefuldt

16x9
Francesco Totti mener ikke, at den øvrige ledelse har lyttet til ham. Foto: Filippo Monteforte / Ritzau Scanpix

Francesco Totti føler ikke, at den øvrige ledelse i Roma har lyttet til ham i rollen som teknisk direktør.

Francesco Totti har igennem tre årtier været nærmest synonym med den italienske fodboldklub AS Roma.

Da Totti for to år siden indstillede sin aktive karriere i hovedstadsklubben, fik han en stor hyldest og en plads i klubbens ledelse. Men nu forlader klublegenden Roma i vrede.

Francesco Totti mener ikke, at den øvrige ledelse har lyttet til ham.

- Det er, hvad der kan ske det første år, men ikke i to år. De kendte til mit ønske om at gøre en masse for holdet, men ønskede det ikke. De holdt mig ude af det hele.

- Jeg håbede, at dette ikke ville blive nødvendigt, men den skæbnesvangre dag er ankommet, og det er efter min mening både meget grimt og smertefuldt, siger Totti ifølge footballitalia.net på pressemødet.

- Forholdene taget i betragtning var det rigtigt af mig at tage en pludselige beslutning. Især eftersom jeg aldrig fik chancen for at arbejde med det sportslige i Roma. Jeg traf beslutningen efter adskillige måneder, og den virker rigtig. Klubben skal elskes og støttes.

- Som jeg har sagt; præsidenter, trænere og spillere forsvinder, men flaget består. Jeg har tænkt længe og grundigt over det, og lad os bare sige, at det ikke er min skyld, at jeg skal træffe denne beslutning.

Den i dag 42-årige Francesco Totti spillede 25 sæsoner som aktiv for Roma. Han var en del af holdet, da Roma senest vandt det italienske mesterskab i 2001.

Efter karrieren blev han ansat som teknisk direktør i klubben.

De senere år har Roma stået i skyggen af Juventus og Napoli i italiensk fodbold.

I sidste sæson endte Roma på en sjetteplads - 24 point efter Juventus, der vandt Serie A for ottende sæson i træk.