Fodbold

UEFA afslørede Danmarks hemmelige træning ved en fejl

Niels Frederiksens taktik mod Tyskland lå frit tilgængeligt for modstanderne.

Talentudviklingschef i DBU, Flemming Berg, bekræfter, at Danmarks sidste træning op til EM-premieren blev lagt på nettet og var tilgængeligt for alle.

Niels Frederiksen og resten af det danske U21-landshold brugte formentlig den sidste træning inden EM-premieren mandag aften på at gennemgå taktikken mod Tyskland.

Men Tyskland havde muligheden for at få indsigt i den danske plan før kampstart.

Ved en fejl lagde UEFA en video op på nettet af træningen, som ellers skulle være hemmelig for alle andre end holdet og staben. Det skriver tyske Bild.

- Vi kan godt bekræfte den historie, at UEFA ved et uheld, som er en menneskelig fejl, havde lagt vores træning på den her officielle platform, siger Flemming Berg, der er talentudviklingschef i DBU, efterfølgende til Tipsbladet.

Ifølge Flemming Berg var det tyskerne selv, der kontaktede danskerne i forhold videoen.

Til Bild fortæller en talsmand, at hverken landstræner Stefan Kuntz eller hans ansatte har set den information, der gemte sig i videoen. Kuntz forbød angiveligt sin stab at se videoen.

- Det stod med det samme klart for ham: Han vil udelukkende kæmpe med fair midler. Kuntz informerede endda UEFA om deres fejl og ringede personligt til den danske træner, Niels Frederiksen, siger talsmanden til Bild.

Flemming Berg fortæller videre til Tipsbladet, at han tror på, at tyskerne ikke har udnyttet videoen, der lå frit tilgængeligt.

De afsluttende træninger indeholder som regel vigtig information om eksempelvis startopstillinger og taktiske planer.

Danmark åbner EM-turneringen mandag aften mod Tyskland. De kan følge kampen i livebloggen på sport.tv2.dk.