Tofts karakterbog: Han viste klassen i stakkels Valentins mareridt

16x9
Toft fremhæver Robert Skov i en kamp, Danmark hurtigt skal videre fra. Foto: Scanpix / TV 2

TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft giver karakterer til de danske spillere og U21-landstræner Niels Frederiksen efter kampen mod Tyskland.

Hardisken skal slettes efter 1-3-nederlaget mod Tyskland i Danmarks åbningskamp ved U21-EM.

Den var nemlig fyldt med fejl, da tyske Bundesliga-ben ødelagde de danske talenters indledning ved slutrunden i Italien. Der er brug for en genstart mentalt og spillemæssigt, hvis den lille chance for avancement skal gøres mulig.

For mange var langt under standard på et hold, som træner Niels Frederiksen har kaldt 'det bedste nogensinde' - i sin tid. Kollektivet svigtede, og så kom der oven i hatten personlige fejl, der umuliggjorde andet end tab. Eneste med klasse til Hareide-plads i A-kæden var Årets Profil fra Superligaen, Robert Skov.

Tofts karakterskala

6 - HØJ KLASSE

5 - KLASSE

4 - OVER MIDDEL

3 - MIDDEL

2 - UNDER MIDDEL

1 - IKKE SÅ GODT

0 - DUMPET

DANIEL IVERSEN 4

Tre gange måtte han hente bolden ud bag sig. Og alligevel til et 4-tal. Fordi Daniel Iversen havde et par redninger, der kunne have blotlagt en resultatmæssig total nedtur. Nu blev det blot nedtur. Den flotteste af redningerne kom mod slutningen af første halvleg.

RASMUS KRISTENSEN 3

Det gik langt bedre i højresiden end i venstre. Ikke de store offensive aktioner. Men dog en bedre tilgang med Robert Skov. Pænt, men ikke prangende.

VICTOR NELSSON 2

Han burde være en slags forsvarets styrmand. Det lykkedes for lidt. Blandt andet var Victor Nelsson for afventende, eller passiv, sammen med andre forsvarere ved det første tyske mål. Tyskerne havde i øvrigt ni boldberøringer fra egen forsvarszone uden dansk indblanden ved scoringen. Eneste rød-hvide fod var Nelssons, hvor bolden blev rettet af. Det skal han ikke klandres for. Uheld.

JACOB RASMUSSEN 3

Der er meget godt i det venstreben - hans lange afleveringer kan sidde i skabet. Blandt andet den til Robert Skov. Men også han 'bakkede' ved første tyske mål.

MADS VALENTIN PEDERSEN 0

Stakkels Mads Valentin P. Han kan huske den kamp - længe. For sin kiksede aflevering bagud, der gav tyskerne det dræbende 2-0-mål. Og at det så endte i skade og mere smerte gjorde bare denne aften til noget nær et mareridt.

MATHIAS JENSEN 2

Tabte lidt for mange nærkampe, men ivrigheden og gnisten trækker op. Til gengæld var afslutningerne til pil ned. Manglende spilletid på Celta Vigo niveau generelt set? Tja.

PHILIP BILLING 1

Hold da op. For et øv. Denne prægtige midtbanemand, der har fysik og normalt, overblik fejlede for meget. Og det tog også humøret ud af ham, kunne man se. Han kom for ofte for sent. Det var som om hoved og fødder ikke talte sammen. Lidt uvant som midtbanens bageste. Også her er vi nødt til at forholde os til manglende spilletid. Ikke med hos Huddersfield siden starten af marts.

MAGNUS KOFOD ANDERSEN 2

For nogle overraskende valgt fra start. Arbejdsindsatsen godkendt. Men for lidt initiativ. Altså det der med at satse lidt mere i sit spil. Det blev for ensartet, desværre.

ROBERT SKOV 5 (KAMPENS SPILLER)

Det var ham, der udfordrede, turde satse, ham med selvtilliden (og de mange klubminutter), ham med det enlige mål (på straffespark), ham der viste klasse. Et trin op på den større scene. Det kan godt være, ikke alle dødbolde blev af Skov-kvalitet. Men han var klart det største træ i Skov-en.

MARCUS INGVARTSEN 2

Han skal ikke klantres for manglende spilletid i belgiske Genk. Det er en træners valg. Men det bliver tydeligt på det her plan. Løb - og løb meget. Det giver et 2-tal. Fik sjældent bolden, og det skal med. 174 spilminutter i en hel sæson. Det er sammenlagt mindre end to kampe. Det ligger til Jonas Wind næste gang.

JACOB BRUUN LARSEN 2

Burde have 4 eller 5 hver eneste gang. Alene på forventningerne. For vi ved, han kan så meget. Vi så det desværre for lidt her. For sjældent med de karakteristiske løb ind fra venstre mod midten med slagkraftig afslutning. Personligt min største ærgrelse.

NIELS FREDERIKSEN 2

Hans intentioner var spændende - U21 holdet ville spille med tyskerne. Og der skulle presspil til. Det så godt ud lige i starten, også i 2. halvleg. Men så faldt det, og der blev meget plads mellem kæderne. At der så oven i hatten kom personlige fejl, er ikke Frederiksens skyld, men han står med det overordnede ansvar. Og så undrede det mig, at der blev reageret temmelig sent med udskiftninger.