Fodbold

Superliga-komet bekræfter interesse fra FCK

Andreas Skov Olsen var kølig både i afslutning og i jubel, da han scorede til 3-1 mod Østrig ved U21-EM. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

FC Nordsjællands topscorer i den forgangne sæson, Andreas Skov Olsen, er en eftertragtet herre for tiden.

I øjeblikket løber Andreas Skov Olsen rundt i Italien til EM for U21-landshold velvidende, at der i kulissen foregår et spil med ham i hovedrollen.

Den 19-årige FC Nordsjælland-topscorers fremtid er nemlig et stort tema for tiden, efter han i den forgangne Superliga-sæson imponerede med 21 scoringer. Blandt andet det har fået den danske mester, FC København, til at udvise interesse for den talentfulde angriber.

- Ja, jeg har godt hørt lidt om, at de havde interesse i hvert fald, siger Andreas Skov Olsen til BT og tilføjer, at det taler for et eventuelt skifte, at klubben også ligger inden for landets grænser.

Andreas Skov Olsen vil dog ikke skifte for enhver pris. En anden Skov, Robert Skov, skal nemlig ikke være i FC København, hvis de vil gøre sig forhåbninger om en underskrift, fortæller han avisen.

Robert Skov ville nemlig kunne henvise Andreas Skov Olsen til en del tid på bænken, og dette er ikke en del af hans planer.

Det er dog ikke kun den danske mester, der rækker ud efter den farlige angriber, som senest viste sin målnæse med 3-1-scoringen i kampen mod Østrig ved U21-EM.

Udenlandske klubber skulle på rygtebørsen også have interesse i en handel. Blandt andre Real Sociedad i den bedste spanske række. En klub, Andreas Skov Olsen tidligere ikke har været afvisende over for.

Den nye Superliga-sæson begynder 12. juni. Inden Andreas Skov Olsen – måske – skal bekymre sig om det, spiller han sammen med U21-landsholdet sidste gruppekamp mod Serbien søndag aften.