Derfor er Japan og Qatar med ved Copa America

16x9
Japan jubler over en scoring ved mesterskabet, hvor de agerer som gæster. Foto: Diego Vara / Ritzau Scanpix

Det er anden gang i historien, Japan deltager i det sydamerikanske mesterskab, mens Qatar gør debut.

Copa America er kendt som det sydamerikanske mesterskab, hvor vinderen typisk hedder Brasilien, Argentina eller Uruguay, men faktisk er den traditionsrige turnering ikke rent sydamerikansk.

Det sydamerikanske fodboldforbund (CONMEBOL) består af ti nationer. Antallet af deltagende nationer er imidlertid 12, og derfor er de to asiatiske landshold Japan og Qatar inviteret med.

Historisk set har arrangørerne af Copa America fortrinsvis inviteret andre lande fra det amerikanske kontinent. Nationer som Costa Rica, Honduras, Mexico og USA har eksempelvis deltaget ved flere lejligheder.

Men i år er de nordamerikanske landshold optaget af Concacaf Gold Cup, og derfor er de ekstra invitationer altså gået til Japan og Qatar.

Netop Japan og Qatar tørnede tidligere i år sammen i Asian Cup-finalen, som sidstnævnte vandt 3-1.

Ved Copa America er Japan en del af gruppe C, hvor holdet har tabt 0-4 til Chile og spillet uafgjort mod Uruguay. I gruppe B har Qatar nappet et enkelt point mod Paraguay og tabt snævert til Colombia.

Japan deltager i år for anden gang, mens Qatar er med for første gang nogensinde i Copa America, der spilles fra 15. juni til 7. juli.