Roskilde-spillerne skal ikke tvinges til lønnedgang, mener Øland

Spillerne kommer ikke til at imødekomme Roskilde-ledelsens ønske om en stor lønnedgang for at redde klubben.

Det er ikke kun en igangværende efterforskning om matchfixing, de skal bekymre sig om i FC Roskilde.

Klubben er så økonomisk udfordret, at ejer Carsten Salomonsson har set sig nødsaget til at nedjustere setuppet, så FC Roskilde 1. juli går fra fuldtid til deltid.

For at det kan lade sig gøre, kræver det, at flere af klubbens spillere accepterer en mærkbar lønnedgang. Men det skal de ikke, siger spillernes fagforening, Spillerforeningen, til TV 2 SPORT.

- I vores rådgivning har der ikke været belæg for at sige ja til en lønnedgang, for det gør ikke noget godt for fremtiden. Det er kendte forhold for dem, der nu leder klubben, og de bør efterleve de her kontrakter, siger direktøren for Spillerforeningen, Mads Øland.

Vores økonomi er overhovedet ikke til det

Carsten Salomonsson, direktør i FC Roskilde om fuldtids-setup

Der er ifølge TV 2 SPORTs oplysninger tale om et krav om en lønnedgang på helt op til 60 procent for nogle af klubbens løntunge spillere, mens andre slipper billigere.

'God dialog'

Ejeren af FC Roskilde, Carsten Salomonsson, har ikke ønsket at udtale sig officielt i sagen.

I foråret var klubben tæt på at måtte dreje nøglen om, og for en måned siden meldte Carsten Salomonsson så ud, at klubben ville overgå til deltid.

- Det er helt sikkert. Fuldtids-setuppet har ikke givet noget som helst den seneste sæson - vi er sluttet i bunden i flere sæsoner nu, så det har ikke været nogen idé i have fuldtidsfodbold overhovedet. Vores økonomi er overhovedet ikke til det, sagde Carsten Salomonsson til sn.dk den 22. maj.

Mads Øland fortæller imidlertid, at der er en 'god dialog med klubben', men ønsker ikke at fortælle offentligheden om den.

Og der bliver altså ikke tale om en lønnedgang gældende fra 1. juli, slår Mads Øland fast.

- FC Roskilde skal efterleve kontrakterne, der er indgået. Spillerne har jo familiære forpligtelser og andre arbejdsmæssige forpligtelser, som skal passe med deres fodboldkontrakt, siger direktøren for Spillerforeningen.

Spillere har svært ved at finde nye klubber

Problemerne i klubben har fået flere Roskilde-spillerne til at se sig om efter nye arbejdsgivere.

Men det har vist sig problematisk for, fordi politiet og Danmarks Idrætsforbund (DIF) i øjeblikket efterforsker, hvorvidt spillere på holdet har været involveret i matchfixing.

- Jeg har helt klart oplevet problemer med at finde en ny klub. Det er svært, og jeg er blevet afvist af klubber, fordi den her sag kører, fortalte en anonym Roskilde spillere til TV 2 SPORT tidligere på ugen.

Andre spillere fortalte ligeledes, at de oplevede udfordringer med at finde en ny arbejdsgiver - flere har endda været ved politiet for at få erklæret deres uskyld. Flere 1. divisionsklubber bekræftede desuden, at de ikke vil hente Roskilde-spillere i den nuværende situation.

I Fremad Amager fortalte de, at de 'ikke umiddelbart' havde problemer med at tilbyde en Roskilde-spiller kontrakt. De ville dog heller ikke gøre det uden forbehold.

- Det ville være med en indbygget klausul, så vi kan ophæve kontrakten, hvis spilleren skulle vise sig at være involveret, sagde Michael Jahn, administrerende direktør i Fremad Amager, der understreger, at klubben tager 'skarp afstand' fra matchfixing.

To spillere har dog formået at finde en ny klub. Seneste Patrick Da Silva, som er skiftet til Superliga-oprykkerne Lyngby.

Øland afviser kriminelle forhold i Roskilde

Sagen om matchfixing i FC Roskilde startede den 11. maj, da klubbens daværende træner, Christian Lønstrup, havde fået information om, at tre spillere på holdet skulle 'modarbejde klubben'. Informationer han konfronterede sit hold med.

Siden er det kommet frem i Politiken, at tyske kiosker har slået alarm på baggrund af mistænkelige spil på Roskilde-kampe denne sæson, mens TV 2 SPORT har fortalt, at der bliver undersøgt forbindelser til Balkan.

En ekspert har desuden udtalt, at der ifølge hans oplysninger 'helt sikkert er foregået noget kriminelt i FC Roskilde'.

Den opfattelse deler Mads Øland ikke.

- Med det jeg ved, og de samtaler vi har haft med spillerne, har jeg ingen information, der peger på, at der skulle være foregået noget, siger Spillerforeningens direktør, der har været i daglig kontakt med spillere og ledelse i FC Roskilde.

- Men lad os nu få de undersøgelser afsluttet, så bliver vi alle klogere.

Det vides ikke, hvornår DIF og politiet afslutter deres efterforskning af Roskilde-sagen, men især i sidstnævntes tilfælde virker udsigterne umiddelbart lange.

Midt- og Vestsjællands Politi informerede i sidste uge TV 2 SPORT om, at deres undersøgelse var i sin 'absolut indledende fase'.