Fodbold

Superligaen indfører VAR

På et bestyrelsesmøde er Dansk Boldspil-Union (DBU) kommet frem til, at Video Assistant Referee (VAR) bliver en del af Superligaen i 2020.

DBU har flirtet med tanken i et stykke tid, og nu har unionen fundet sammen med det omdiskuterede VAR.

Dommerne får dermed mulighed for at se vigtige kendelser igennem på video fra sæsonen 2020/2021. Det bekræfter DBU søndag til TV 2 SPORT.

- Vi kommer ud med en god nyhed, for vi kommer ud med beslutningen om, at de (parterne til mødet, red.) har fulgt vores indstilling, og det vil sige, at rammevilkårene er til stede for at indføre VAR, siger Kenneth Reeh, konstitueret administrerende direktør i DBU.

Beslutningen om at indføre VAR i den bedste danske liga var forventet, da både DBU, Divisionsforeningen og Spillerforeningen var positivt stemte over for ideen.

Elitedommere skal tilbage til verdenseliten

I Divisionsforeningen var der således også begejstring over det, de fik aftalt på bestyrelsesmødet i Italien og nærmere bestemt Trieste, hvor U21-landsholdet søndag aften spiller EM-kamp.

- Det er vi rigtig glade for, fordi klubberne på et møde for en lille måneds tid siden også besluttede, at de gerne ville have VAR indført i Superligaen, siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.

Dermed følger den danske liga tendensen i international fodbold, hvor verdens bedste ligaer allerede har implementeret eller kommer til at implementere VAR.

- Vi ønsker, at de danske elitedommere skal tilbage til verdenseliten, og vi tror på, at det her er vejen frem. VAR er kommet for at blive, og ved at indføre det i vores ypperste liga, så får vi en bedre liga og bedre dommere. Uden VAR bliver det svært for dem at højne niveauet, tror jeg, og vi har brug for høj kvalitet – også i vores øverste herreliga, siger Kenneth Reeh.

Også Premier League i England indfører VAR fra den kommende sæson.

Tidligere topdommer er skeptisk

VAR kommer til Superligaen for at hjælpe dommerne med at begå færre fejl under de 90 minutter.

Det kan dog ende med at blive en rodebutik, mener den tidligere topdommer Kenn Hansen.

- Worst case er, at det bliver rigtig pinligt, siger han til TV 2 om teknologien, der er på vej til dansk fodbold.

- Der er rigtig mange fans, der tænker: "Så vil vi slippe for fejl." Men jeg tror, at vi vil snakke endnu mere om dommerne, efter det her bliver rullet ud, uddyber han.

Kenn Hansen, som stoppede som dommer i 2015, frygter, at indførelsen af videohjælp blot vil resultere i mere brok over dommerne end tidligere.

Sådan kommer det til at fungere i praksis

Af Ritzau

VAR-dommerne kommer til at se alle situationer igennem i videorummet.

De kan orientere kampdommeren om, hvad der er sket, og hvad der bør dømmes. De kan også bede kampdommeren om selv at se situationen igennem i en monitor på sidelinjen, inden kampdommeren tager sin endelige beslutning om en kendelse.

  • Her kan video anvendes
  1. Ved scoringer tjekkes det, om det angribende hold begik regelbrud frem mod scoringen - det kan for eksempel være en spiller, der var offside. I så fald annulleres målet.
  2. I tilfælde omkring mulige straffespark. Var der benspænd eller film? Var der arm eller skulder på bolden? Blev et regelbrud begået i eller uden for straffesparksfeltet?
  3. Ved situationer, hvor der muligvis skal uddeles et direkte rødt kort (ikke to gule kort).
  4. Hvis dommeren giver den forkerte spiller et gult eller rødt kort, kan VAR sørge for, at kortet bliver givet til den spiller, der har begået forseelsen.
  • Tidsplan

Der går et år, før VAR er klar til at blive brugt i Superligaen. Det kommende år skal bruges til at opkvalificere dommerne til at kunne håndtere systemet. Det gælder både de dommere, der skal dømme kampene på banen, og de dommere, der skal sidde i et videorum og følge kampene.

DBU og Divisionsforeningen har i sinde at uddanne 12-14 dommere i VAR og et tilsvarende antal assisterende VAR-dommere til at sidde i et videorum. VAR vil blive testet i Reserveligaen i den kommende sæson.

  • Økonomi

Det er planen, at udgifterne til at indkøbe og etablere VAR-teknologien skal deles mellem DBU og Divisionsforeningen (klubberne). DBU står for at uddanne dommerne, mens hjemmeholdet afholder dommerudgifterne til hver kamp.

Dommerudgifterne vurderes i dag til at være 25.000-30.000 per kamp, og med VAR står udgiften til at blive fordoblet. På grund af en estimeret ekstraomkostning på cirka 500.000 per superligaklub per sæson stemte Hobro som den ene superligaklub imod at indføre VAR, har formand Lars Kühnel fortalt Jyllands-Posten.