VM-hold nægter at rejse hjem efter klart nederlag
Det nigerianske kvindelandshold demonstrerer mod deres eget forbund. De vil ikke forlade deres VM-hotel, selvom de er slået ud af turneringen.
Trods et nederlag på 3-0 i VM-1/8-finalen nægter de nigerianske spillere at forlade slutrunden i Frankrig.
Ifølge ESPN skyldes det en konflikt mellem landsholdsspillerne og det nigerianske forbund. Spillerne mener, at de har penge til gode hos forbundet for to tidligere kampe samt deltagelsen ved VM.
Mediet citerer unavngivne spillere for at fortælle, at beløbet for kampene mod henholdsvis Gambia og Senegal drejer sig om to millioner nigerianske naira, cirka 36.500 danske kroner.
- De har betalt os en million naira og sagde, at det var det hele. Vi vil have dem til at betale det, de skylder. Nogle af pengene har de skyldt os i to år, resten i tre år. Og så skylder de os også for deltagelsen her ved VM, er en anonym spiller citeret for at sige.
Den samme spiller fortæller også, at spillerne sendte et brev til fodboldforbundet inden VM, hvor de bad om et møde om bonusordningerne. Det har forbundet angiveligt ignoreret.
Præsident afviser udestående
Det er tredje gang på 15 år, de nigerianske fodboldkvinder protesterer offentligt over manglende betaling fra deres eget forbund.
Ifølge præsident Amaju Pinnick er der dog ikke noget at protestere over i denne omgang. Han fortæller til ESPN, at spillerne har fået, hvad de har krav på.
- Det eneste udestående er den bonus, FIFA betaler for deltagelsen ved VM. Men den kommer ikke før efter turneringen. De insisterer alligevel på at få den nu, fordi de har talt med spillere fra Cameroun og Frankrig, der siger, at de allerede har fået pengene, lyder det fra fodboldforbundets præsident Amaju Pinnick.
Nigeria blev slået ud af VM af Tyskland, der vandt 3-0 i lørdagens 1/8-finale. Inden da havde Nigeria spillet sig fra Gruppe A med Frankrig, Norge og Sydkorea. Nigeria gik videre som en af slutrundens fire bedste treere.