Fodbold

Spanier bliver ny U21-landstræner

Dansk Boldspil-Union (DBU) præsenterede onsdag den nye U21-landstræner og assistenttræner.

For første gang skal en udlænding stå i spidsen for Danmarks U21-landshold.

Spanske Albert Capellas bliver manden, som tager over efter Niels Frederiksen, der stoppede efter den overståede EM-slutrunde.

Den tidligere fodboldspiller Steffen Højer bliver ny assistenttræner. Det oplyste Dansk Boldspil-Union (DBU) onsdag på et pressemøde.

- Jeg boede i Danmark førhen, og jeg kendte mange mennesker i DBU. De viste mig tillid og mente, at jeg var den rette person til at tage jobbet. Jeg er vild med Danmark – måden, du tænker, går og behandler andre mennesker. For mig var det meget nemt. Jeg følte mig meget tryg, siger Albert Capellas til TV 2 SPORT.

- Jeg vidste, at Danmark har nogle af de største talenter i Europa, så det er også en mulighed for mig til at hjælpe de her unge talenter med at nå næste niveau, og det er spændende for mig som træner.

Danmark fik to sejre i tre kampe i gruppespillet ved EM. Det var dog ikke nok til at gå videre til semifinalen.

51-årige Albert Capellas har blandt andet en fortid som Brøndby-assistent, da Thomas Frank var cheftræner i klubben.

Netop Brøndby er der, hvor Niels Frederiksen har overtaget cheftrænerposten.

Udover tiden i Brøndby har Capellas blandt andet været assistent i FC Barcelonas berømte ungdomsakademi, La Masia, Borussia Dortmund og Vitesse.