Fodbold

Anfører sender USA i VM-semifinalen efter batalje med Trump

Megan Rapinoe tiljubles efter sin scoring til 1-0 mod Frankrig.

USA's fodboldkvinder er klar til VM-semifinalen med en 2-1-sejr over Frankrig.

Et stort tema op til VM-kvartfinalen mellem USA og Frankrig var en udtalelse fra anfører Megan Rapinoe, som fik en kritisk præsident Donald Trump til tasterne på Twitter.

Fredag aften lod 33-årige Rapinoe dog støvlerne tale, da hun sikrede USA en plads i semifinalen ved VM.

USA vandt kampen med 2-1, og begge scoringer blev sat ind af anføreren.

Her råber Megan Rapinoe sin glæde ud efter scoringen til 2-0.

Amerikanerne har dermed fortsat chancen for at genvinde VM-guldet. For fire år siden vandt amerikanerne slutrunden i Canada, og Megan Rapinoe blev tildelt en plads på turneringens drømmehold.

I semifinalen møder USA England, der slog Norge med 3-0 i kvartfinalen. I de to sidste kvartfinaler mødes Italien og Holland samt Tyskland og Sverige.

Nægter at besøge Det Hvide Hus

I USA er der tradition for, at vinderne af de store sportsligaer og atleter efter triumfer bliver inviteret i Det Hvide Hus for at blive hyldet af præsidenten.

En sådan invitation vil Rapinoe dog ikke takke ja til.

Et interview med den Rapinoe dukkede tidligere på ugen op, hvor hun blev citeret for at udtale: "I'm not going to the fucking White House", og hun svarer "No fucking way" på spørgsmålet om, hvorvidt hun tror, at holdet bliver inviteret.

Udtalelserne fik Donald Trump til at lange ud efter Megan Rapinoe på det sociale medie Twitter.

Præsidenten slog fast, at Det Hvide Hus endte ikke havde inviteret holdet, men at han agtede at gøre det nu, uanset om USA vinder VM-guld eller ej.

- Megan burde ikke udvise disrespekt for vores land, Det Hvide Hus eller vores flag, efter alt hvad der er gjort for hende og holdet. Vær stolt af det flag, du bærer. USA gør det fantastisk, skriver Trump blandt andet.

Står ved udtalelse

På et pressemøde op til kampen blev Rapinoe forholdt batajlen med Trump.

- Jeg står ved kommentarerne, jeg kom med om ikke at ville besøge Det Hvide Hus, med undtagelse af bandeordet. Min mor ville være rigtig sur over det, sagde hun ifølge New York Times.

Megan Rapinoe forklarer, at hun vil opfordre sine medspillere til at tænke sig grundigt om, før de takker ja til en eventuel invitation, fordi landets administration ikke har det på samme måde som og kæmper for de ting, de kæmper for - at gøre spillet bedre og verden til et bedre sted.

Ifølge New York Times har det amerikanske fodboldlandshold været bannerfører for lige løn til kvindelige atleter og LGBT-rettigheder.

Tidligere på året sagsøgte landsholdet det amerikanske fodboldforbund, US Soccer, for kønsdiskrimination - blandt andet i forhold til ligeløn.

Støttede Colin Kaepernick

I 2016 valgte NFL-spilleren Colin Kaepernick at knæle i forbindelse med afspilningen af nationalsangen, hvilket blev en stor sag i USA, hvor Donald Trump også kritiserede Colin Kaepernick i skarpe vendinger.

Colin Kaepernick havde været quarterback i 49'ers i seks år, da han udløste det store røre under kampen i 2016 ved at knæle.

New York Times skriver, at Megan Rapinoe kort efter begyndte at knæle under nationalsangen, hvilket fik US Soccer til at lave en regel, der tvang spillerne til at stå op.

Siden sagsøgte Kaepernick NFL for at konspirere mod ham og sørge for, at ingen klubber ville ansætte ham, inden parterne indgik et forlig i foråret.

Flere atleter har siden nægtet at besøge Det Hvide Hus - blandt andet en række af danske Lars Ellers holdkammerater i ishockeyklubben Washington Capitals, da holdet i 2018 vandt NHL.