Fodbold

24-årig overtager AaB's anførerbind efter klublegende

AaB's Lucas Andersen overtager anførerbindet i den nordjyske klub.  Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Lucas Andersen er ny anfører i AaB. Han overtager anførerbindet fra fodboldpensionerede Rasmus Würtz.

Det bliver 24-årige Lucas Andersen, der overtager tjansen som anfører i superligaklubben AaB, efter at klublegenden Rasmus Würtz har indstillet sin aktive spillerkarriere.

Det skriver AaB på sin hjemmeside. Her meddeler klubben også, at den hollandske angriber Tom van Weert er klubbens nye viceanfører i stedet for den ligeledes fodboldpensionerede Kasper Risgård.

- Lucas Andersen besidder i høj grad klubbens værdier, og ikke mindst er han yderst professionel både på og uden for banen. Han og jeg har samme passion og vision for AaB, og han brænder for at rykke klubben i den rigtige retning.

- Han er en person, jeg altid kan stole på, og det samme gælder i øvrigt Tom (van Weert, red.), der bliver ny viceanfører, siger cheftræner Jacob Friis.

Træneren pointerer samtidig, at der er andre end de to spillere, der har været i spil til anførertjanserne, og han forventer, at de spillere ligeledes vil gå forrest på banen.

Andersen stolt over at være anfører

Lucas Andersen debuterede for AaB som 16-årig, og da han var 17 år, blev han solgt til den hollandske storklub Ajax.

Offensivspilleren blev siden udtaget til A-landsholdet og har spillet tre kampe A-landskampe.

Det endelige gennembrud i Ajax kom aldrig, og efter et lejeophold i Willem II og et permanent skifte til Grasshoppers, skiftede nordjyden sidste sommer hjem til AaB på en lejeaftale, der siden er vekslet til en permanent aftale.

Han er stolt over sin nye tjans.

- Jeg er rigtig stolt over at skulle være anfører for AaB. Det er en meget stor ære at skulle lede min hjerteklub, og jeg vil gøre alt for at leve op til armbindets forpligtelser på den bedst tænkelige måde, siger Lucas Andersen.

Lørdag eftermiddag vil han bære anførerbindet mod eksklubben Ajax, der møder AaB i en testkamp.

Viceanfører Tom van Weert scorede for AaB, inden han brændte et straffespark fremtvunget af anfører Andersen.