Tidligere svensk landsholdsanfører skal træne Fremad Amager

16x9
Olof Mellberg har spillet i FC København. Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

Den tidligere svenske landsholdsanfører Olof Mellberg er ny mand i spidsen for 1. divisionsklubben Fremad Amager.

Et fodboldnavn af international kaliber er på plads i Fremad Amager.

1. divisionsklubben har nemlig ansat den tidligere svenske landsholdsanfører Olof Mellberg, som bliver manager med øjeblikkelig virkning.

Det er ikke første gang, at den tidligere svenske forsvarsspiller skal være træner. For to år siden havde han ansvaret for den svenske klub Brommapojkarna, som han med to oprykninger i træk førte op i den bedste svenske række, inden han selv valgte at stoppe.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at fortsætte min trænerkarriere hos Fremad Amager. Efter to år som cheftræner for Brommapojkarna har jeg brugt min tid på at følge fodbolden, og nu føler jeg, at tiden er inde til at vende tilbage til fodboldverdenen, siger den nu 41-årige svensker i en pressemeddelelse.

I Fremad Amager bliver Mellberg genforenet med svenskeren Azrudin Valentic, som han også dannede trænerpar med i Brommapojkarna. Valentic havde i sidste sæson ansvaret for holdet, men han overgår nu til at blive first team coach, mens Olof Manager får titel af manager.

- Jeg er utroligt glad for at Olof er kommet til klubben. Vi havde et fremragende samarbejde i Brommapojkarna, og vi ved hvordan hinanden arbejder. Det bliver nemt for mig at tilpasse den nye sportslige konstellation, siger Valentic.

Fremad Amager lå længe med i oprykningskampen til Superligaen i sidste sæson, men holdet endte to point uden for oprykningspladserne på rækkens femteplads.

Som aktiv nåede Olof Mellberg mere end 100 kampe for det svenske landshold, og han repræsenterede klubber som Aston Villa, Juventus og FC København.