Fodbold

DIF dropper matchfixingsag mod FC Roskilde

FC Roskilde-træning (arkiv). TV 2 SPORT

En DIF-undersøgelse finder ikke beviser for, at FC Roskilde-spillere skulle have spillet på egne kampe.

Der kommer ikke til at køre en matchfixingsag mod spillere fra 1. divisionsklubben FC Roskilde under Danmarks Idrætsforbund (DIF). Spillerne risikerer dog stadig en straffesag.

Det oplyser DIF i en pressemeddelelse.

- Vi har ikke fundet nogen beviser for, at der skulle have foregået spil på egne kampe blandt FC Roskildes spillere hverken i forbindelse med kampen mod Lyngby eller andre af holdets kampe i sæsonen.

- På den baggrund ser vi ikke nogen grund til at gå videre med sagen til matchfixingnævnet, siger Poul Broberg, der er chef for Public Affairs i DIF og for DIF's Matchfixingsekretariatet.

DIF har haft adgang til spillernes konti hos spilleselskaber for at se, om spillerne har spillet på egne kampe. Spil på egne kampe er omfattet af DIF's matchfixingregulativ og betegnes som uetisk adfærd.

Selv om spillerne altså er frikendt i undersøgelsen om at have spillet på egne kampe, er sagen om potentiel matchfixing i FC Roskilde ikke afsluttet.

Politiet efterforsker stadig, om der er foregået matchfixing. Det er for eksempel matchfixing, hvis en spiller har modtaget penge for at sørge for en bestemt hændelse under en kamp - det kan eksempelvis være, hvem der får første hjørnespark eller indkast.

Spillerforeningens direktør, Mads Øland, er tilfreds med den foreløbige konklusion i sagen.

- Så langt, så godt, kan man sige. Resultatet er, som vi havde forventet. Vi har på intet tidspunkt fået oplysninger, som har tydet på, at spillerne i FC Roskilde har gjort noget forkert. Så med den information, vi har haft, havde vi heller ikke forventet, at matchfixingsekretariatet ville indbringe sagen for matchfixingnævnet.

- Men der kører jo stadig en efterforskning hos politiet, som vi ser frem til bliver afsluttet, siger Mads Øland i en pressemeddelelse fra Spillerforeningen.

Sagen om mulig matchfixing i FC Roskilde så offentlighedens lys i midten af maj, da klubben indledte en intern undersøgelse om mulig matchfixing.

På et møde med spillerne fortalte klubbens daværende cheftræner, Christian Lønstrup, at han vidste, at en kamp mellem FC Roskilde og Lyngby havde været fixet. Den beskyldning afviste en samlet spillertrup i en pressemeddelelse udsendt af Spillerforeningen.

Efterfølgende blev Lønstrup suspenderet i klubben. Siden sagde han sit job op, mener FC Roskilde, men den udlægning afviser Lønstrup, og han vil derfor trække klubben i retten.