Fodbold

FCK sælger forsvarsspiller til Lazio

Denis Vavro skifter med øjeblikkelig virkning til den italienske storklub.

Forsvarsspilleren Denis Vavro fortsætter karrieren i italienske Lazio.

Det bekræfter FC København i en pressemeddelelse torsdag aften.

Det samme gør Lazio, som på sin hjemmeside beretter, at klubben og slovakiske Vavro har indgået en femårig kontrakt.

Denis Vavro kom til FC København for to år siden, da han skiftede fra MSK Zilina i hjemlandet.

- Jeg har virkelig haft det fantastisk i FCK, som jeg skylder alt for den her mulighed. Jeg er meget taknemmelig over alt det, jeg har lært fra trænere og medspillere i klubben, citeres Denis Vavro for i pressemeddelelsen.

23-årige Vavro har i løbet af sommeren været rygtet væk fra FCK, efter at han i den forgangne sæson var med til at sikre FCK guldet.

Han opnåede at spille 85 kampe for københavnerne, og i perioden er han også kommet ind over det slovakiske landshold.

FCK-træner Ståle Solbakken kalder salget for et godt bevis på, at FCK kan udvikle spillere og sælge dem til store klubber.

- Denis er på mange måder et skoleeksempel på, hvordan vi gerne vil udvikle spillere i FCK og sende dem videre til de største ligaer og klubber.

- Denis kom som en meget talentfuld, men også ufærdig spiler, og han har taget store udviklingsmæssige skridt i især det seneste år, efter at han fik lang snor og lærte meget det første år hos os, siger Ståle Solbakken i pressemeddelelsen.