FCK-spilleren Denis Vavro er til lægetjek i Lazio

16x9
23-årige Vavro har i løbet af sommeren været rygtet væk fra FCK. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Denis Vavro kom til FC København for to år siden. Nu tyder meget på, at han er på vej til Rom.

Forsvarsspilleren Denis Vavro ser ud til at fortsætte karrieren i Serie A-klubben Lazio.

Klubben fra den italienske hovedstad, Rom, bekræfter på Twitter, at Vavro er ankommet for at få tjekket helbredet, før den endelige aftale kan gå igennem.

23-årige Vavro har i løbet af sommeren været rygtet væk fra FCK, efter at han i den forgangne sæson var med til at sikre FCK guldet.

I de fleste af holdets kampe udgjorde han midterforsvaret sammen med Andreas Bjelland.

Slovakken kom til FC København for to år siden, da han skiftede fra MSK Zilina i hjemlandet.

Ifølge både Ekstra Bladet og B.T. har FC København allerede udset sig afløseren for forsvarsklippen. Angiveligt er det FC Nordsjællands Victor Nelsson, der står på spring, hvis Vavros skifte til Lazio går igennem.