Fodbold

Robben stopper karrieren

Hollandske Arjen Robben bekræfter, at fodboldkarrieren er slut, efter at hans kontrakt udløb i Bayern München.

Arjen Robben har spillet sin sidste fodboldkamp på højeste niveau.

Torsdag bekræfter den 35-årige hollænder, at det er slut, efter at hans kontrakt i tyske Bayern München udløb 30. juni.

Det bekræfter Arjen Robben til den hollandske avis De Telegraaf.

- Det er uden tvivl den vanskeligste beslutning, som jeg har taget i min karriere. Mit hjerte siger ja, men min krop siger nej, siger Robben til avisen ifølge AFP.

Arjen Robben tilbragte ti år af sin karriere hos Bayern Bayern München, indtil det sluttede efter den forgangne sæson.

Robben kom til den tyske storklub i 2009 efter to sæsoner i Real Madrid.

Forinden spillede han fra 2004 til 2007 hos engelske Chelsea.

Arjen Robben spillede 96 landskampe for Holland og scorede 37 mål, og han var med til at spille Holland i VM-finalen i 2010. Han stoppede på det hollandske landshold i forbindelse med den manglende kvalifikation til VM i 2018.

I England vandt han to mesterskaber under José Mourinho, og han opnåede også et spansk mesterskab med Real Madrid.

I sin tid i Bayern München er titlerne dog væltet ind, og her kan Arjen Robben notere sig for svimlede otte mesterskaber med klubben, som han også har vundet fem pokaltitler med.

I sæsonen 2012-13 vandt han Champions League med Bayern München, som i finalen i London besejrede rivalerne Borussia Dortmund 2-1.

Her scorede Robben Bayerns sidste mål i slutminutterne, og det mål var blot et af hans 144 for klubben i de 309 kampe i alle turneringer, som han er registreret for i Bayern.

Han kom frem som helt ungt talent i hollandske Groningen, og via PSV Eindhoven kom han til Chelsea, hvor den internationale karriere blev skudt i gang.