Fodbold

FC Midtjylland henter potentiel Onuachu-afløser i Frankrig

23-årige Sory Kaba er hentet til de danske vicemestre på en femårig kontrakt. Han er købt i Dijon FCO.

FC Midtjylland har været på indkøb i den franske klub Dijon FCO.

Her har midtjyderne fundet den 23-årige angriber Sory Kaba, der også spiller på Guineas landshold.

Det skriver FC Midtjylland i en pressemeddelelse.

Guinea er i øjeblikket en del af den afrikanske fodboldturnering Africa Cup of Nations, hvor holdet er nået til ottendedelsfinalen.

Søndag står Guinea over for Algeriet, og derfor går der lidt, før Kaba kan støde til den midtjyske trup, der er i gang med forberedelserne til den kommende superligasæson.

Men FC Midtjylland venter gerne på Kaba, for ifølge sportschef Svend Graversen besidder han store kvaliteter.

- Sory er en angriber, som er meget kompetent fysisk, og så kan han både spille med en makker i front samt alene, hvis opstillingen kræver det, siger han i pressemeddelelsen.

Sory Kaba har fået en femårig kontrakt med de danske vicemestre.

Han kan meget vel være afløseren for angriberen Paul Onuachu, der har været meldt på vej væk fra den midtjyske klub.

Han kan meget vel være afløseren for angriberen Paul Onuachu, der har været meldt på vej væk fra den midtjyske klub.

Kaba glæder sig til at vise sig frem til Danmark, selv om han ikke har det store kendskab til Superligaen.

- Jeg har kun hørt gode ting om klubben, og det blev bekræftet via de snakke, der har været med FC Midtjylland. Jeg mærkede hurtigt, at det var en klub, jeg gerne vil repræsentere, siger angriberen.

Det er bare et halvt år siden, at Sory Kaba skiftede fra spanske Elche til Dijon. Her blev det til ni kampe i den bedste franske række uden scoringer.

I den næstbedste spanske række har angriberen scoret ni gange, ligesom det er blevet til to mål i pokalturneringen Copa del Rey.

Ifølge Ekstra Bladet har FC Midtjylland da også slået sin egen transferrekord for at få fat på Sory Kaba, som ifølge avisen har kostet cirka 22,5 millioner kroner.

I hvert fald rekord i kroner og ører, for de 21 millioner, FC Midtjylland gav i 2008 for Jonas Borring, svarer til et højere millionbeløb i dagens prisniveau.