Nigeria sender mestrene ud af Africa Cup of Nations
Camerouns forsvarende mestre førte ved pausen, men det endte med et nederlag på 2-3 mod Paul Onuachu og co.
De forsvarende mestre fra Cameroun er færdige ved det igangværende Africa Cup og Nations.
Lørdag blev holdet ekspederet hjem fra turneringen af Nigeria, der vandt ottendedelsfinalen med 3-2.
Duellen mellem to af Afrikas største fodboldnationer blev afgjort midtvejs i anden halvleg, da Nigeria scorede to gange inden for tre minutter.
Først udlignede Odion Ighalo til 2-2 på kanten af offside med sit andet mål i kampen, inden Alex Iwobi afgjorde affæren med 3-2-målet oven på en fejlaflevering i Camerouns forsvar.
Cameroun gik til pause med en føring på 2-1 efter to scoringer i slutningen af første halvleg.
Flere velkendte navne fra den danske Superliga var i aktion i opgøret, der blev spillet i Alexandria i Egypten, hvor turneringen afholdes.
FC Midtjylland-angriberen Paul Onuachu fik de sidste fem minutter for Nigeria, mens den tidligere AaB-spiller Christian Bassogog fik fuld spilletid for Cameroun.
Sejren betyder, at Nigeria i kvartfinalen skal op mod vinderen af en duel mellem Egyptens værter og Sydafrika. De to lande møder hinanden senere lørdag.