Fodbold

U21-landsholdsspiller skifter til bundesliganedrykker

Asger Sørensen siger farvel til østrigske Salzburg og tiltræder hos Nürnberg på en treårig kontrakt.

Den danske fodboldspiller Asger Sørensen skal fremover tørne ud for tyske FC Nürnberg.

Det meddeler klubben, der rykkede ud af den bedste række efter sidste sæson.

Nürnberg fortæller på sin hjemmeside, at Asger Sørensen skifter fra østrigske RB Salzburg på en treårig kontrakt.

23-årige Asger Sørensen var for nylig med til at spille EM for U21-landshold med Danmark.

Han har de seneste par år været udlejet til tyske Jahn Regensburg, der også optræder i den næstbedste tyske række.

- Det er helt sikkert en fordel, at jeg allerede kender ligaen og ved, hvad der bliver ventet af mig, siger Asger Sørensen til FC Nürnbergs hjemmeside.

23-årige Asger Sørensen var for nylig med til EM for U21-landshold med Danmark.

For tre år siden var han desuden med i Danmarks trup ved OL i Rio, hvor det danske hold nåede frem til kvartfinalen.

Allerede som 17-årig skiftede Asger Sørensen i 2014 fra FC Midtjylland til RB Salzburg.

Opholdet blev dog ingen stor succes, og han blev altså senere lejet ud til Jahn Regensburg for en toårig periode.