Brasilien vandt Copa América for sjette gang
Det brasilianske fodboldlandshold vandt Copa América-finalen med 3-1 over Peru.
For første gang i 12 år vandt Brasilien Copa América - det sydamerikanske mesterskab, hvor nationer fra Nordamerika og Asien også inviteres.
Det skete med en finalesejr over Peru, som nåede frem til finalen for første gang siden 1975.
Brasilien 3-1 Peru
- 1-0 Éverton (15')
- 1-1 Paolo Guerrero (44', straffe)
- 2-1 Gabriel Jesús (45' +3)
- 3-1 Richarlison (90', straffe)
- Rødt kort: Gabriel Jesus, Brasilien (70')
Det var sjette gang, Brasilien vandt turneringen, siden den kom til at hedde Copa América i 1975. Brasilianerne er den mest vindende nation foran Uruguay med fire titler og Chile med tre.
Netop Chile tabte lørdagens bronzekamp med 2-1 til Argentina.
Sådan forløb kampen
/ritzau/
Triumfen blev fejret på det ikoniske Maracanã-stadion i Rio, hvor mere end 75.000 tilskuere overværede landets første triumf i den sydamerikanske landsholdsturnering siden 2007.
Brasilien bragte sig i front efter et kvarter, da Gabriel Jesus med en dribling bag om sit eget støtteben snød Perus forsvar og lagde op til Evertons 1-0-træffer inde foran mål.
Jesus gjorde det også til 2-1 i første halvlegs tillægstid, efter at Peru et minut før pausen havde udlignet til 1-1 på et straffespark.
Manchester City-angriberen modtog bolden på kanten af feltet, tog et enkelt træk og lagde den i mål.
Dermed genskabte Gabriel Jesus roen på tribunerne, efter at tilskuerne umiddelbart forinden havde set Peru-anfører Paolo Guerrero gøre det til 1-1 på et straffespark.
Brasiliens forsvarer Thiago Silva gled og ramte uheldigt bolden med armen. Dommeren så situationen igennem med VAR, men virkede ikke i tvivl om sin beslutning.
Med 20 minutter tilbage af kampen fik Gabriel Jesus sin anden advarsel i kampen, da han gik for hårdt ind i en nærkamp. Dermed måtte Brasilien spille kampen til ende med ti mand.
De to finalister havde allerede mødt hinanden i det indledende gruppespil. Da vandt Brasilien med hele 5-0.
I finalen formåede Peru at skabe en fuldstændig jævnbyrdig kamp. Efter udvisningen til Jesus var peruanerne flere gange tæt på at udligne.
Med to minutter tilbage fik Brasilien tilkendt et straffespark begået efter en skuldertackling på Everton. Det blev omsat til 3-1 af Richarlison, og så var den brasilianske triumf sikret.
Brasilien spillede endda hele turneringen uden den skadede superstjerne Neymar.
Allerede til næste år skal brasilianerne forsvare titlen. Copa America bliver i 2020 spillet i Argentina og Colombia.
Med placeringen i sommeren 2020 skal kampen om det sydamerikanske mesterskab fremover afholdes på samme tidspunkt som de europæiske lande kæmper om EM-titlen.
Copa America, som indtil 1975 hed Campeonato Sudamericano, er blevet afholdt siden 1916 og er verdens ældste landsholdsturnering. Indtil 1975 hed turneringen