Solbakken lovpriser fantastisk transfervindue

16x9
Ståle Solbakken så sit hold vende 0-2 til 3-2 mod OB søndag. Foto: Anton Vaganov / Ritzau Scanpix

FCK har solgt for tre gange så meget, som de har købt ind for. Fantastisk, mener træner Ståle Solbakken.

FCK har både købt og solgt en del spillere i denne sommers transfervindue.

Jesse Joronen og Denis Vavro er begge blevet solgt til italienske klubber, mens københavnerne har hentet Sten Grytebust, Karlo Bartolec, Jens Stage, Victor Nelsson og Karl-Johan Johnsson.

Selv om FCK har hentet flere spillere, end de har solgt, har det alligevel rent økonomisk været et godt transfervindue.

- Vi har haft et fantastisk transfervindue, hvor vi har gjort nogle sindssygt gode handler, siger FCK-træner Ståle Solbakken.

- Selv om vi har brugt mange penge, har vi stadig solgt for tre gange så mange penge.

Tre af de fem nye spillere fik søndag debut mod OB. En af dem, Victor Nelsson, gik direkte ind og erstattede den solgte slovak Vavro, og Solbakken var tilfreds med den unge forsvarsspillers præstation.

- Victor Nelsson er ikke langt fra at være ligeså god som Vavro. Han skal bare lære vores principper og måde at forsvare på.

- I min optik var han vores bedste forsvarsspiller mod OB.

Ofte er det set i fodboldverden, at hold har svært ved at få spillet til at køre, når der har været en større udskiftning i truppen.

Det samme har været på tale angående FCK, men den påstand skyder en anden debutant, Jens Stage, til jorden.

- Truppen viste kæmpe karakter mod OB. Vi var bagud 0-2, men vi troede på hinanden og på vores koncept, og endte med at vinde 3-2, siger Stage.

- Jeg synes, vi har modbevist, at den store udskiftning i truppen er et problem.

Netop Stage skal i næste runde møde sin gamle klub, når FCK hjemme møder AGF.