Storklubber ville have historisk dyr dansker: - Valget var rigtig svært
TV 2 SPORT var med før, under og efter Joachim Andersens historiske skifte til Lyon, der gjorde ham til den dyreste danske fodboldspiller nogensinde.
Badende i blitzlys fra ivrige franske fotografer træder den danske fodboldspiller Joachim Andersen ind i det forholdsvis lille presselokale i den franske storklub Lyon.
Side om side med klubpræsidenten gennem 32 år, Jean-Michel Aulas, og klubikonet Juninho Pernambucano, der nu indtager rollen som sportsdirektør hos de mangefoldige mestre.
Det er dog den nyindkøbte 23-årige danske fodboldspiller, der løber med al opmærksomheden i det propfyldte presselokale.
Et prisskilt på 225 millioner kroner samt titlerne som Danmarks dyreste fodboldspiller nogensinde og Lyons dyreste indkøb i historien har fået de franske journalister til at flokkes til landets tredjestørste by.
- Det er fantastisk endelig at være her. Det har jeg ventet længe på, lyder de første ord som officiel Lyon-spiller fra den danske forsvarsspiller.
Ordene kunne dog være blevet sagt mange forskellige steder i Europa.
Joachim Andersen har i hvert fald ikke manglet muligheder og interesserede klubber i dette transfervindue.
Arrivederci, Sampdoria
Sommeren var knap begyndt, før Joachim Andersen offentliggjorde, at han ville finde et nyt sted at spille fodbold.
Den tidligere FCK- og FC Midtjylland-spiller mærkede efter en suveræn sæson i sin italienske klub Sampdoria, at der var interesse fra nogle af fodboldens mere fornemme adresser. Den chance skulle ikke gå til spilde.
- Det er egentlig en beslutning, der er truffet i fællesskab med Sampdoria. Jeg føler mig klar til at tage skridtet videre. Jeg føler, jeg har udviklet mig utrolig meget i min tid i Sampdoria, siger han.
I to sæsoner har den italienske klub formet den unge Joachim Andersen fra at være ukendt til nu at være blandt verdens største forsvarstalenter.
- Især på det defensive og taktiske plan har jeg udviklet mig i Sampdoria. Det har været en utrolig dejlig tid, og det er noget, jeg aldrig vil glemme.
Nu er tiden så kommet til at tage skridtet videre i karrieren for Joachim Andersen.
Men valget er langt fra nemt, når velrenommerede klubber som Roma, Milan, Arsenal, Lazio, Tottenham og Lyon alle er interesserede.
- Jeg vil gerne være en af verdens bedste forsvarsspillere, og så skal man jo op på den hylde. Så jeg er da glad, men valget er rigtig svært.
- Lige nu er det hele lidt forvirrende. Jeg synes, det er lidt svært at finde ud, hvad det bedste er for én.
Det svære valg
For at komme nærmere en beslutning om, hvor karrieren skal fortsætte, er Joachim Andersen rejst hjem til Danmark på ferie. Datoen er den 2. juli.
Her bruger han meget af sin tid på at diskutere fordele og ulemper ved de forskellige klubber med sin far Jacob Andersen, der har fulgt sønnens fodboldrejse tæt, siden der blev sparket til de første fodbolde i Greve Boldklub.
- Det er svært at rådgive ham. Det er jo hans valg i sidste ende. Jeg har ikke nogle klubber, jeg foretrækker frem for andre. Ikke i forhold til dem, vi sidder og kigger på nu, forklarer Jacob Andersen.
På dette tidspunkt har sønnike heller ikke besluttet sig for noget som helst. Men prioriteterne har forsvarsspilleren helt på plads.
- Det vigtigste for mig er ikke penge eller prestige. Det er spilletid. Du kan træne nok så meget, men i sidste ende udvikler du dig kun ved at spille kampe.
Telefonen ringer også med jævne mellemrum. Klubberne forsøger at få en afklaring. Særligt den franske storklub Lyon viser stor interesse. Både sportschefen, Juninho, og træneren, Sylvinho, har Joachim Andersen haft i røret.
Også Marco Giampaolo, der er ny træner i AC Milan efter at have haft Joachim Andersen i Sampdoria, forsøger at overtale danskeren.
Mødet på d'Angleterre
For at gøre valget mellem de mange store klubber lettere er Joachim Andersens agent fløjet til København for at mødes. Det sker på Hotel d'Angleterre.
Det er ikke hvilken som helst agent, danskeren har ansat til at varetage sine interesser. Joshua Barnett er navnet. Det er samme mand, der skaffede Gareth Bale en stor aftale med Real Madrid.
Selve mødet sker for lukkede døre. Men efter en times tid sker der alligevel lidt uden for 'Salon III' på det ikoniske, danske hotel.
- Jeg er i København. Jeg er sammen med den forsvarsspiller, vi snakkede om. Andersen. Ringer du for at købe ham?
Hvem, der er i den anden ende af røret, kan der kun gættes på. Agenten går ind igen for at snakke videre - både i telefon og med Joachim Andersen om de mange muligheder.
Tre timer senere går døren så endelig op. Mødet har haft den ønskede virkning. Joachim Andersen har fundet ud af, hvad han helst vil.
- Vi har kigget nærmere på et kontraktudspil fra Lyon. Det er en meget spændende mulighed. Der er ikke lang vej nu, så vi nærmer os. Lige nu er det Lyon, der er målet for mig.
Men før det skifte kan blive en realitet, skal de mangefoldige franske mestre blive enige med Sampdoria om prisen på danskeren. Her adskiller ti millioner kroner de to parter.
- Det er smådetaljer. Det burde ikke være noget problem, forklarer hovedpersonen.
Privatfly, men ingen champagne
Små to uger senere er det så langt om længe tid til at pakke kufferten og fodboldstøvlerne for Joachim Andersen.
Sampdoria har accepteret et bud på hele 225 millioner kroner fra Lyon. Nu er kursen sat mod Roskilde Lufthavn og et privatfly, som den franske klub har sørget for til anledningen.
- Jeg er spændt på at se det hele. Jeg skal ned til et helt nyt sted. Det er dejligt endelig at skulle afsted. Det er noget, jeg har ventet længe på. Nu ser jeg bare frem til at komme derned og skrive under.
Den 193 centimeter høje dansker finder sig godt til rette i den eksklusive privatflyver med plads til otte mennesker. Champagnen er lagt på køl, men den unge forsvarsspiller vil ikke nyde noget.
Ikke endnu i hvert fald. Det hele skal være på plads, før det er tid til fejring af titlen som den dyreste danske fodboldspiller nogensinde.
- Det er da lidt underligt, at man får den titel. Det er nok noget, andre folk end mig går mere op i. Det er nogle lidt syge priser, og det er noget, klubberne bliver enige om. Jeg skal jo bare spille fodbold, forklarer Joachim Andersen.
Fodboldeventyret kunne være fortsat mange forskellige steder i Europa. I sidste ende var det flere gode samtaler med nøglepersoner i Lyon, som viste den første interesse i Andersen for et halvt år siden, der fik ham overbevist om at vælge den franske klub.
- Jeg har flere gode samtaler med cheftræneren Sylvinho. Det har givet mig en god mavefornemmelse. Jeg ser også gode muligheder for at få spilletid, og det er det vigtigste, så jeg kan blive en endnu bedre spiller.
- Lyon var dem, der havde den bedste plan for mig. Det er en kæmpeklub med masser af historie. De har også vist sig rigtig gode til at udvikle spillere og sende dem til endnu større klubber.
Den store kontrakt
Dagen efter ankomsten til Lyon og et veloverstået lægetjek er det endelig blevet tid til det, det hele handler om. Underskrivelsen af kontrakten.
Men for at komme ind på kontoret hos Lyon-pæsidenten, Jean-Michel Aulas, kan Joachim Andersen ikke undgå at få sin nye hjemmebane at se for første gang. Stade Groupama med plads til 60.000 tilskuere.
- Wow. Det ser nice ud. Det skal nok blive godt. Forhåbentlig kommer jeg til at have mange gode kampe på det her stadion, lyder det fra Joachim Andersen, mens han skuer ud over det tomme stadion.
Nu kan den ikke trækkes længere. Nu skal signaturen sættes på en fem år lang kontrakt med Lyon.
- Der er godt nok mange papirer, griner danskeren side om side med præsidenten Jean-Michel Aulas.
Men det er besværet værd. Signaturen sikrer nemlig ifølge TV 2 SPORTs oplysninger Joachim Andersen en årsløn på 23 millioner kroner efter skat.
- Hvis jeg kigger på det sådan helt objektivt på det, så er jeg jo bare en almindelig dreng, der spiller fodbold. At jeg så er så heldig, at jeg kan leve af det og købe nogle af de ting, som andre på min alder ikke kan.
Efter et hav af kruseduller og det obligatoriske håndtryk er den nu god nok. Joachim Andersen er Lyon-spiller.
- Det er dejligt, at der endelig er styr på det. Det er nok den største dag i min karriere indtil videre. Jeg kommer til at spille for en kæmpe klub. Det er mega fedt.
Samme glæde er der hos præsidenten, Jean-Michel Aulas.
- Det er noget, vi som klub har arbejdet længe på. Jeg er sikker på, det her er starten på et smukt eventyr.
Udsigt til Champions League
Det smukke eventyrs begyndelse kender resten af verden ikke til endnu.
Selvom Joachim Andersens signatur er sat på den bindende kontrakt, har Lyon ikke offentliggjort købet. Det sker først på en pressekonference senere på dagen. Først venter der en grundig rundtur i samtlige afkroge på den nye hjemmebane.
Omklædningsrummet, museet, klubbens egen tv-kanal skal alt sammen ses og gennemgås, inden Joachim Andersen for første gang kan træde ud på det grønne græs.
Det samme græs, der om en god måneds tid danner ramme om Champions League-kampe.
- Det bliver en drøm, der bliver til virkelighed.
- Champions League var også noget af det, der var med til at vælge Lyon. Jeg har set det, siden jeg var barn. Det bliver lidt underligt at skulle spille tirsdag og onsdag og ikke bare ligge på sofaen og se det, siger Joachim Andersen, mens de første skridt på græsset bliver taget.
Nu skal det handle om fodbold
Inden Champions League venter, skal Joachim Andersen stifte bekendtskab med den franske presse.
Efter en lang, lang dag med et hav af indtryk træder den unge dansker ind i blitzlysenes skær. Jakkesættet sidder skarpt med klublogoet på brystet.
Mens der ikke er en finger at sætte på udseendet hos den unge mand, så kniber det noget mere med de mange franske gloser på pressemødet. Heldigvis sidder en tolk klar ved siden af danskeren på podiet og fører ham igennem med bravour.
- Jeg skal til at gå i gang med at lære fransk, det har jeg ikke helt styr på endnu, indrømmer Joachim Andersen.
Fodboldspillet derimod har han langt bedre styr på. Derfor er han blevet den dyreste danske spiller i historien. Netop de evner glæder Joachim Andersen sig nu til at vise frem.
- Det har været en lang dag. Det er virkelig en dejlig følelse. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med træning. Jeg skal vel egentlig også en finde bolig på et tidspunkt, men nu vil jeg bare gerne i gang med at spille fodbold.
Allerede i lørdags havde Joachim Andersen første træning i Lyon.