Zlatan afgør lokalderby med hattrick

16x9
Zlatan Ibrahimovic erobrede opmærksomheden, da LA Galaxy slog Los Angeles FC. Foto: Kelvin Kuo / Ritzau Scanpix

Zlatan Ibrahimovic scorede tre gange, da Los Angeles Galaxy vandt 3-2 over MLS-topholdet Los Angeles FC.

Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic fortsætter med at imponere i nordamerikanske MLS (Major League Soccer), efter at han sidste år skiftede til Los Angeles Galaxy.

Natten til lørdag dansk tid blev svenskeren den helt store helt for sit hold, der vandt lokalopgøret over Los Angeles FC med 3-2. Ibrahimovic scorede alle sit holds mål i opgøret, der har fået navnet "El Trafico".

Dermed står han nu noteret for 16 sæsonmål i MLS, hvilket rækker til en andenplads på ligaens topscorerliste. Han er kun overgået af mexicaneren Carlos Vela, der scorede to gange for Los Angeles FC i kampen og er noteret for 21 scoringer i sæsonen.

Netop Vela blev offer for svenskerens velkendte arrogance i optakten til kampen. I et interview med ESPN medgav Zlatan Ibrahimovic, at mexicanske Vela var en af ligaens bedre spillere, men intet målt op mod svenskeren selv.

- Han spiller i MLS og er på toppen af sin karriere. Men hvor var jeg, da jeg var 29 år? spurgte 37-årige Ibrahimovic retorisk.

- Du var i Europa, svarede intervieweren.

De tre point i lokalopgøret sender Los Angeles Galaxy op på andenpladsen i vestkonferencens grundspil med 37 point i 21 kampe. Konferencen toppes af Los Angeles FC, der står noteret for 46 point.