Fodbold

Spansk Real Madrid-spiller river korsbåndet over i test

Marco Asensio må tilbringe de næste mange måneder på sidelinjen efter et uheld i en træningskamp mod Arsenal.

Real Madrid-spilleren Marco Asensio kom natten til onsdag dansk tid på tavlen i en træningskamp mod Arsenal, men det er næppe det, han vil huske kampen for.

Det var en intens testkamp mellem Real Madrid og Arsenal, som blev afgjort efter straffesparkskonkurrence. Video: Kasper Damgaard Kristensen

Den spanske offensivspiller kom nemlig galt afsted i en nærkamp, og en undersøgelse har vist, at det resulterede i et overrevet korsbånd og en beskadiget ydre menisk i det venstre knæ.

Det meddeler Real Madrid på sin hjemmeside.

- Spilleren skal opereres inden for de næste par dage, skriver den spanske storklub.

Den nu 23-årige Asensio kom til Real Madrid fra Mallorca i sommeren 2015. Siden drog han til Espanyol på en lejeaftale, før han vendte tilbage til Real Madrid i 2016.

To gange har han været med til at vinde Champions League, og i sæsonen 2016/17 blev det også til en spansk mesterskab med Real Madrid.

I sidste sæson blev det til 44 kampe på tværs af alle turneringer med 6 mål til følge, men i den kommende står den altså på genoptræning for spanieren.

Real Madrid er i gang med forberedelserne til den nye sæson, hvor klubben sigter efter at forbedre sidste sæsons skuffelse.

Her endte Real Madrid på tredjepladsen med 19 point op til de spanske mestre og ærkerivaler fra FC Barcelona.

Klubben fra den spanske hovedstad vandt nattens test mod Arsenal i USA efter straffesparkskonkurrence.