Fodbold

Boca Juniors henter Roma-ikon på fri transfer

Daniele De Rossi fortsætter karrieren i Argentina, hvor han skal spille for Boca Juniors.

Mere end 600 kampe for AS Roma gennem 18 år og en dåbsattest, som siger 36 år. Midtbaneikonet Daniele De Rossi kunne med ro i sindet lægge støvlerne på hylden.

Men De Rossi føler sig ikke færdig, og han tager nu på eventyr til Argentinas hovedstad, Buenos Aires.

Storklubben Boca Juniors meddeler på Twitter, at man har hentet De Rossi, som kommer til på en fri transfer efter kontraktudløb i Roma.

Skiftet er ikke helt overraskende, da Bocas sportsdirektør, Nicolas Burdisso, har meldt åbent ud, at han ville forsøge at hente De Rossi.

De to spillede fem sæsoner sammen i Roma fra 2009 til 2014.

Endnu er der ikke meldt noget ud om kontraktlængde.

Ud over sine næsten to årtier hos Roma nåede De Rossi også 117 landskampe for Italien. Det resulterede i 21 scoringer.

Han var desuden med til at vinde VM med støvlelandet i 2006. De Rossi sad dog ude i fire af kampene undervejs efter et direkte rødt kort for en grim albue mod USA's Brian McBride.