Fodbold

Kluivert får direktørjob i FC Barcelona

Patrick Kluivert skal fremover være direktør for FC Barcelonas ungdomsafdeling.

Patrick Kluivert er tilbage i Barcelona.

Den tidligere angriber i klubben er blevet ansat som direktør for FC Barcelonas ungdomsafdeling. Det skriver Barcelona på sin hjemmeside. Kontrakten med klubben gælder indtil 2021.

- Jeg er meget glad for at være hjemme igen og ser frem til denne nye æra med udfordringen at holde Barcelona blandt de bedste hold i verden, siger hollænderen til hjemmesiden.

- Jeg voksede op på Ajax' akademi, som ligner La Masía (Barcelonas ungdomsakademi, red.), og jeg tror, jeg kan gøre meget for udviklingen af unge Barca-spillere, siger Kluivert.

Den 43-årige hollænder blev i sidste uge fyret som assistenttræner for Camerouns landshold efter exit i ottendedelsfinalen i Africa Cup of Nations.

Siden han indstillede sin aktive karriere i 2008, har han også været assistenttræner i hollandske AZ Alkmaar og på det hollandske landshold.

Som spiller indledte han sin professionelle karriere i Ajax, inden turen gik til AC Milan og Barcelona, hvor han spillede fra 1998 til 2004.

Han nåede 308 kampe for den spanske storklub med 145 mål til følge.

Efterfølgende spillede han for Newcastle, Valencia, PSV og Lille, hvor han sluttede karrieren.

Han har desuden spillet 79 kampe og scoret 40 mål for det hollandske landshold.