Fodbold

FCK-kant vil tage kampen op med Robert Skovs afløser

FC Københavns Carlo Holse er klar til at kæmpe for sin plads. Ernst Van Norde / Ritzau Scanpix

FCK-kantspilleren Carlo Holse forventer, at klubben henter en afløser for netop solgte Robert Skov.

Lørdag eftermiddag meddelte FC København, at klubben havde solgt sidste sæsons superligatopscorer, Robert Skov, til Hoffenheim, der spiller i den tyske Bundesliga.

Det gav plads til den unge kantspiller Carlo Holse i 2-0-sejren over AC Horsens lørdag aften.

Holse er klar over, at han ikke er selvskrevet som Roberts Skovs afløser.

- Der bliver nok hentet en afløser for Robert Skov, men han har i det mindste ikke scoret 29 mål i ligaen fra starten af.

- Det bliver på lige fod med afløseren. Jeg skal bare vise mig så meget frem, som jeg overhovedet kan, til kamp og træninger, og så må vi se, hvad Ståle Solbakken vælger i sidste ende, siger Carlo Holse.

FCK-træner Ståle Solbakken erkender også, at truppen ser en smule tynd ud efter salget af Robert Skov.

- Hvis vi kommer i et europæisk gruppespil, så har vi to kvalitetsspillere for lidt.

- Vi arbejder altid ud fra alle tænkelige scenarier, hvilket vi også har gjort i tilfældet med Robert Skov, og vi har derfor mange afløsere på blokken, siger Ståle Solbakken, som ikke vil nævne, hvem han konkret kigger på.

Carlo Holse fik alle 90 minutter i sejren mod Horsens, og han var efter kampen tilfreds med sin indsats.

- Jeg synes, det gik okay. Jeg skulle have scoret, men jeg kan godt mærke på pulsen, at det er lang tid siden, at jeg har spillet 90 minutter.

- Det skal jeg lige ind i igen, men jeg er sikker på, at når jeg får lidt flere kampe, så skal det nok blive rigtig godt, siger Carlo Holse.

Ifølge Ståle Solbakken har et halvt år i Esbjerg gavnet kantspilleren.

- Carlo har fået hår på brystet og udviklet sig efter et halvt år i Esbjerg. Han er blevet tryggere med bolden og har fået mere erfaring. Han ser hurtigere og stærkere ud, siger FCK-træneren.

Carlo Holse får mulighed for at vise sig frem igen i midtugen, når FCK spiller mod The New Saints fra Wales i Champions League-kvalifikationen.