Fodbold

FIFA nominerer ti spillere til verdens bedste

Feltet til prisen 'FIFA's verdens bedste spiller' er snævret ned til ti. Unge hollændere og gamle kendinge er blandt de nominerede.

Verdens bedste fodboldspiller skal kåres blandt ti spillere.

Det står klart, efter det internationale fodboldforbund, FIFA, har offentliggjort navnene på de ti nominerede til prisen 'Best FIFA Men’s Player'.

De er stemt ind af landstrænere, landsholdsanfører, fans og udvalgte mediefolk. Stemmerne er baseret på spillernes præstationer i den forgangne sæson - mere præcist i perioden 16. juli 2018 til 19. juli 2019.

Blandt de nominerede er to unge hollandske spillere, som virkelig har markeret sig på både klub- og landsholdsplan.

22-årige Frenkie de Jong er den ene. Sammen med Ajax nåede han højst overraskende helt til semifinalen i Champions League, og med det hollandske landshold tabte han finalen i Nations League.

Op til denne sæson er de Jong blevet solgt til FC Barcelona.

Den anden hollænder er Matthijs de Ligt, der har været igennem den samme successæson. Den bare 19-årige spiller var anfører på selvsamme Ajax-hold og var fast mand i midterforsvaret for Holland.

Også han har skiftet klub denne sommer, hvor Juventus er den nye arbejdsgiver.

Apropos Juventus er den femdobbelte vinder af titlen Cristiano Ronaldo også blandt de ti nominerede. Lionel Messi er en anden femdobbelt vinder, og han er også på listen.

FIFA's pris er ikke at sammenligne med Ballon d'Or, som er en anden pris, der dog uddeles på lignende præmisser.

Vinderen af FIFA's pris findes 23. september.

De ti nominerede

  • Mohamed Zalah (Egypten), Liverpool
  • Matthijs de Ligt (Holland), Juventus
  • Virgil van Dijk (Holland), Liverpool
  • Frenkie de Jong (Holland), Barcelona
  • Lionel Messi (Argentina), Barcelona
  • Cristiano Ronaldo (Portugal), Juventus
  • Harry Kane (England), Tottenham
  • Kylian Mbappé (Frankrig), PSG
  • Sadio Mané (Senegal), Liverpool
  • Eden Hazard (Belgien), Real Madrid

De 12 nominerede til årets kvindelige fodboldspiller

  • Lucy Bronze (England)
  • Julie Ertz (USA)
  • Caroline Hansen (Norge)
  • Ada hegerberg (Norge)
  • Amadine Henry (Frankrig)
  • Sam Kerr (USA)
  • Rose Lavelle (USA)
  • Vivianne Miedema (Holland)
  • Alex Morgan (USA)
  • Megan Rapinoe (USA)
  • Wendie Renard (Frankrig)
  • Ellen White (England)