Fodbold

Skade holder United-forsvarer ude i fire-fem måneder

Den ivorianske fodboldspiller Eric Bailly risikerer ikke at kunne spille for Manchester United i 2019.

Manchester Uniteds forsvarsspiller Eric Bailly er ude i fire-fem måneder med en knæskade.

Det fortæller Uniteds manager, Ole Gunnar Solskjær, efter klubbens træningskamp mod norske Kristiansund tirsdag.

- Eric Bailly har fået en operation og er ude i fire til fem måneder. Vi håber på, at han er tilbage omkring jul, siger Ole Gunnar Solskjær til fodboldmagasinet Goal.

Den ivorianske fodboldspiller pådrog sig knæskaden i en træningskamp i Kina mod Premier League-rivalen Tottenham 25. juli.

Efter kampen viste billeder på de sociale medier Bailly med krykker. Allerede dengang vidste Solskjær, at det kunne være slemt.

Den 25-årige forsvarsspiller var også skadet i store dele af den seneste sæson, hvor Bailly missede 25 kampe, skriver lokalmediet Manchester Evening News.

En knæskade holdt også Bailly ude af den afrikanske landsholdsturnering Africa Cup of Nations i juli, hvor Elfenbenskysten røg ud i kvartfinalen til de senere vindere, Algeriet.